Musikkens Hus i Aalborg inviterer børn og familier til sjove aktiviteter og forestillinger i skolernes efterårsferie. På programmet er både en helt ny Rasmus Klump-forestilling og en STOMP-inspireret workshop, hvor publikum selv kan lave musik på skrot.
Rasmus Klump i mini-musical
For første gang bringes Rasmus Klump og hans venner til live på scenen i fortællingen ”Det Magiske Spejl”. Mini-musicalen kombinerer klassiske Rasmus Klump-sange med helt nye numre, som børn og voksne kan synge med på. Forestillingen spiller onsdag 15. oktober og henvender sig til børn i alderen 3-7 år.
Efter forestillingen er der mulighed for at møde Rasmus Klump i foyeren – til en highfive, en bamsekrammer eller måske en selfie.
Forestillingen er skrevet og udviklet i samarbejde med Katrine Bille, kendt fra DR Ramasjang og kåret til Årets Børnekulturpersonlighed i 2024.
Musik på spande, tønder og flasker
Weekendens store familieoplevelse bliver Spil på skrot – en workshop fyldt med rytmer, grin og energi. Her viser musikpædagog Linette Riber, hvordan alt fra flasker og olietønder til skraldecontainere kan forvandles til instrumenter.
Linette Riber har blandt andet spillet med til karneval i Rio de Janeiro og er kendt for at skabe musikalske oplevelser, hvor alle kan være med – uanset alder og erfaring.
– Her skal der slås, bankes, danses og grines. Det handler ikke om at kunne spille – kun om lysten til at have det sjovt, fortæller Musikkens Hus.
Programmet i efterårsferien
Rasmus Klump og det magiske spejl
📅 Onsdag 15. oktober 2025 kl. 12 og kl. 15
📍 Koncertsalen
👶 Aldersgruppe: 3-7 år
⏱️ Varighed: ca. 55 min.
Spil på skrot
📅 Lørdag 11. og søndag 12. oktober kl. 11 og kl. 13 begge dage
📍 Klassisk Sal
👨👩👧 For hele familien
⏱️ Varighed: ca. 1 time

