Aalborg, 24. september 2025 – Skråen i Aalborg får ny leder. Valget er faldet på Dennis Roger Krogh Ravn, der med over 20 års ledelseserfaring og en fortid i musikbranchen skal stå i spidsen for at styrke spillestedets position som et af Danmarks førende koncert- og eventhuse.
– Dennis har solid erfaring med at lede i værdibaserede organisationer, hvor mangfoldighed og mod er centrale værdier – præcis som hos os. Han kombinerer stærke ledelseskompetencer med en passion for musik og kultur, og det gør ham til den helt rette til at videreføre Skråens vision, siger bestyrelsesformand Mikael Borup.
Erfaren leder med musikalske rødder
Dennis Ravn har i mange år arbejdet i IKEA, hvor han har ledet store teams og komplekse processer i en international organisation. Han har erfaring med at omsætte strategi til praksis, skabe retning og engagere medarbejdere.
Inden tiden i IKEA arbejdede han i ti år i musikbranchen – en erfaring, der giver ham både indsigt i og passion for det miljø, han nu vender tilbage til.
Fokus på udvikling og kulturarv
Som ny leder ønsker Dennis at kombinere sin ledelseserfaring med kærligheden til musik og kultur:
– For mig handler ledelse om at samle mennesker, skabe retning og få strategien til at leve i hverdagen. Jeg glæder mig til at bygge videre på Skråens stærke kulturarv med fokus på mangfoldighed, mod og en levende musikprofil, siger han.

