For mange unge er skolestarten forbundet med glæde – men for nogle piger betyder den også ensomhed og følelsen af at stå udenfor. Derfor tilbyder Brønderslev Kommune nu gratis deltagelse i GirlTalks EmpowR-gruppeforløb for piger i alderen 13–16 år, der kæmper med lavt selvværd, skolepres eller ensomhed.
Det 10-ugers forløb begynder i uge 39 og finder sted på Brønderslev Bibliotek hver onsdag kl. 17–19. Der er stadig ledige pladser.
Dokumenteret effekt på pigers trivsel
Det første EmpowR-forløb i Brønderslev blev gennemført i foråret 2025, og evalueringerne viser tydeligt effekten:
- 47 % af pigerne følte sig ofte eller meget ofte ensomme ved start – tallet faldt til 31 % efter forløbet.
- 36 % følte sig udenfor fællesskabet i skolen – efter 10 uger var tallet reduceret til 26 %.
– Jeg troede, jeg var den eneste, der havde det svært – men i EmpowR mødte jeg andre piger ligesom mig. Forløbet har givet mig mere selvtillid og mod på at tale med de andre i klassen, fortæller en deltager.
Unge frivillige som rollemodeller
Forløbene ledes af unge frivillige gruppeledere, som pigerne kan spejle sig i.
– Vi oplever, at det har stor betydning for fortroligheden i grupperne, at gruppelederne er unge, pigerne kan relatere til og deler virkelighed med, siger Anna Bjerre, psykolog og stifter af GirlTalk.
Under møderne taler grupperne åbent om emner som skoleværing, venindeforhold og hverdagsudfordringer.
Nationalt problem med ensomhed
En undersøgelse fra Børns Vilkår viser, at næsten hvert fjerde barn i 4. og 7. klasse ikke føler, at de kan være sig selv i klassen uden at blive drillet eller mobbet. For piger i 7. klasse gælder det næsten hver tredje.
Her kan EmpowR være med til at give pigerne et frirum og styrke deres mod til at stå stærkere i hverdagen.
Sådan tilmelder du dig
EmpowR-forløbet i Brønderslev starter i uge 39. Deltagelse er gratis.
Læs mere på girltalk.dk/empowr eller kontakt områdekonsulent Anna Beate Holst på mail: annabeate@girltalk.dk.

