Op mod 600 publikummer lagde vejen forbi, da Musikkens Hus og Nordjyske Operadage den 13. august gæstede Jammerbugt med to gratis udendørskoncerter.
Ved Søen i Aabybro og i Lystanlægget i Fjerritslev fik de fremmødte en musikalsk oplevelse i strålende solskin, hvor sopranerne Charlotte Hjørringgaard og Marianne Heuer leverede både klassiske arier og populære operaperler. Ved klaveret akkompagnerede Natasha Kutsko og sørgede for at fuldende koncertoplevelsen.
Arrangementet blev til i et samarbejde mellem Aabybro Borgerforening, Fjerritslev Borgerforening, Jammerbugt Kommune og Musikkens Hus.
Lokale repræsentanter fra borgerforeningerne samt kommunens Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalg bød velkommen og takkede for den store opbakning til de to koncerter, som kombinerede kultur, fællesskab og sommerstemning på bedste vis.

