Vinduesproducenten Vindunor i Hjørring har landet den største ordre i virksomhedens historie. Over de næste år skal fabrikken levere mere end 3.500 vinduer og skydedøre til renoveringen af fem boligblokke i Gellerupparken i Aarhus.
Ordren er indgået med totalentreprenøren NCC og indgår i Brabrand Boligforenings store helhedsplan, hvor 600 boliger ombygges og udvides til i alt 735 nye boliger. Projektet har en samlet entreprisesum på 1,3 milliarder kroner.
– Det er en stor og vigtig ordre for os. Vi har været med helt fra de indledende beregninger, og samarbejdet med NCC har været afgørende for, at vi nu står med denne aftale, siger Jes Vejby, storkunde- og projektdirektør hos Vindunor.
Skydedørene, der udgør en væsentlig del af leverancen, er testet til højeste standarder og inspiceret på fabrikken i Hjørring af både NCC og bygherre. En stor del af vindueselementerne leveres i større enheder, hvilket gør montagen mere effektiv i de syv etager høje blokke.
De første leverancer begynder i efteråret, og hele projektet ventes afsluttet i 2029.

