Aalborg – Nu på søndag den 18. maj inviterer IKEA Aalborg til stort loppemarked foran varehuset. Her kan nordjyderne gå på jagt efter genbrugsguld til hjemmet – og måske nyde en kanelsnegl i forårssolen.
Arrangementet finder sted på parkeringspladsen foran IKEA fra kl. 10.00 til 15.00, og det er åbent for alle besøgende, der har lyst til at gøre et godt fund.
Standene er reserveret til IKEA Family-medlemmer efter først-til-mølle-princippet. Der opkræves et mindre tilmeldingsgebyr, som går ubeskåret til et godt formål i lokalområdet.
– Vi glæder os til en hyggelig dag med masser af liv, gode handler og lokale initiativer. Loppemarkedet er en del af vores ønske om at give nyt liv til gamle ting – og samtidig støtte fællesskabet, lyder det fra IKEA Aalborg.
Sidste års loppemarked trak mange besøgende til, og stemningen var høj hele dagen.