En af tidens store virtuoser besøger eksklusivt Musikkens Hus i Aalborg d. 27. maj. Den lettiske violinist Gidon Kremer turnerer med sit eget Grammy-vindende kammerorkester, Kremerata Baltica, som består af unge musikalske talenter fra de baltiske lande. Turnéen markerer en stor 100-års fejring: Kremer selv fylder 75 år, og ensemblet kan fejre 25 år.
Når verdens mest efterspurgte violinist besøger Musikkens Hus, er det med hans eget kammerorkester, Kremerata Baltica, som Gidon Kremer grundlagde for 25 år siden. Kremer er nærmest født med en violin i favnen og har i sin musikalske karriere gæstet stort set alle koncertscener med anerkendte orkestre og dirigenter verden over. Han er kendt for et usædvanligt vidtrækkende repertoire, som spænder fra klassiske og romantiske mesterværker til nogle af de største samtidige komponister.
Klassisk musik fra allerøverste hylde
Udover at være belønnet med talrige priser for hans over 120 indspillede albums, kan Kremer også bryste sig af blandt andet Léonie Sonnings Musikpris (1989), hæderslegat af Wilhelm Hansen Fonden (2003) og Praemium Imperiale Award (2016). Det er anseelser, som er givet for hans enorme originalitet, indflydelse på den klassiske musiktradition og hans eksperimenterende, varierende repertoire.
Koncerten d. 27. maj bliver ikke uden ovenstående elementer, da Gidon Kremer og Kremerata Baltica i anden del af koncerten får selskab af entertainer Robert Wicke, som er særlig kendt for sine jonglerings- og beatboxingever. Sammen vil de præsentere projektet “At First There Was… Noise”: En fortælling om de uforudsigelige forbindelser i musikkens rødder og forståelsen af stilhed og larm.
Tecwyn Evans, som er kunstnerisk chef i Musikkens Hus, fortæller:
”Der venter publikum en musikalsk oplevelse af høj, international kvalitet. Besøget af Gidon Kremer og Kremerata Baltica vil også være af eksklusiv karakter i og med, at det er deres eneste koncert i Danmark. Denne booking er en del af en større klassisk satsning, som bringer det bedste af det bedste fra den klassiske musikscene til Aalborg.”
Turnéen markerer en stor 100-års fejring: Kremer selv fylder 75 år, og ensemblet kan fejre 25 år.
Fokus på udviklingen af unge talenter
Som kunstnerisk leder og grundlægger af Kremerata Baltica har Gidon Kremer også opnået stor international anerkendelse for sit entusiastiske arbejde med orkestreret. Kremer har udvalgt passionerede, talentfulde, unge musikere fra Estland, Letland og Litauen, og den kreative tilgang til musikken, originaliteten og udviklingen af unge talenter er essentielt i arbejdet med orkestreret.
Ensemblet og Kremer har de sidste par årtier turneret i stort omfang verden over og optrådt på en række af verdens mest prominente festivaler og fyldt et utal af koncertsale. I 2002 vandt orkesteret en Grammy Award for Best Small Ensemble Performance, og senere samme år kunne de tilføje den prestigefyldte ECHO Klassik-pris til listen.
Koncerten er muliggjort med støtte fra Det Obelske Familiefond, Louis-Hansens Fond og Augustinus Fonden.
Læs mere om programmet og køb billet her: https://musikkenshus.dk/kalender/events/klassisk-og-opera/gidon-kremer-kremerata-baltica
Kilde: Musikkens Hus