Kærlighed, komedie og sang væves sammen på skønneste vis i denne teaterversion af Hella Joof-filmen Oh Happy Day fra 2004. Folketeatret spiller i AKKC onsdag den 16. februar med bl.a. Troels Malling, Marie Mondrup, Ulla Veiby,Christopher Læssø og Mathias Sprogøe Fletting.
Oh Happy Dayer en varm og humoristisk fortælling om sang, som forløser en grå hverdag, der får kulør, da gospelsangen holder sit indtog i den stillestående landsby. Især ruskes der godt og grundigt op i Hannah, som står midt i livet og længes efter noget mere end samværet med revisormanden Carsten.
Hun og veninden Grethe synger i det lille, lokale kirkekor sammen med præstekonen Kirsten, søde Lasse, kiksede Kruger og Preben, der ledsager på orglet, når han da ikke fortæller om sine børnebørn. Samværet og sandkagen er vigtigere end sangen.
Men da Hannah og Grethe oplever en koncert med et stort, berømt gospelkor, vækkes kvindernes lyst til selv at synge gospel. Ved skæbnens tilsnigelse er Hannah skyld i en trafikulykke, der sender gospelkorets karismatiske leder, Jackson, på hospitalet. Her opsøges han af den brødebetyngede Hannah og den foretagsomme Grethe, der beder ham hjælpe med at sætte fut i deres lille kirkekor. Det er dog ikke kun korets lyst til sang, der sættes i gang ved Jacksons hjælp!
Glæd jer til at opleve Marie Mondrup og Ulla Vejby som veninderne Hannah og Grethe samt Christopher Læssø som Jackson, der – selvom han i denne teaterudgave ikke er fra USA, men fra Nørrebro – er så friskt et pust i landsbyens andedam, at han vækker både gejst og gnidninger blandt den lille korgruppe og deres familier. I Folketeatrets teaterversion af Oh Happy Day medvirker et stort hold af både velsyngende og morsomme skuespillere.
Billetter til forestillingen i AKKC/Aalborghallen onsdag den 16. februar kl. 20 er i salg, og kan købes i Billetkontoret eller på tlf. 9935 5566 mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 og 13-15, eller på www.akkc.dk. Billetprisen er fra 260 kr. til 400 kr. og kan desuden også købes som en billet med en rabat på 50 kr. under Spar2 flerkøbsbilletter. Teaterstykket varer 2 timer og 20 minutter inkl. pause.
Kilde: Aalborg Kongres og Kultur Center