Fem af de ældste træer i parken ved Bratskov bliver nu udpeget som såkaldte evighedstræer. Det markeres søndag den 31. maj ved en officiel indvielse, hvor både Jammerbugt Kommune og Danmarks Naturfredningsforening Jammerbugt deltager.
De fem træer – en eg, en bøg, en lind og to asketræer – vurderes at være omkring 250 år gamle og stammer fra den historiske park, som blev anlagt tilbage i 1700-tallet.
Selvom udpegningen ikke er en juridisk fredning, er det en fælles hensigtserklæring om at bevare træerne så længe som muligt. De gamle træer spiller en vigtig rolle for biodiversiteten og fungerer som levesteder for blandt andet mosser, svampe, insekter og fugle. Parken ved Bratskov huser desuden hele fem arter af flagermus.
Formand for DN Jammerbugt, Søren Rosenberg, glæder sig over fokus på naturværdierne i området.
– Heldigvis er kommunens forvaltning meget opmærksom på naturværdierne i parken, og nu kommer alle til at kunne se, hvor vigtige de er, siger han.
Rundtur blandt de gamle træer
Indvielsen begynder klokken 13 med velkomst og tale ved Mogens Gade, formand for Klima-, Teknik- og Miljøudvalget i Jammerbugt Kommune.
Herefter fortæller DN Jammerbugt om arbejdet med evighedstræer i kommunen, inden der sættes en særlig plade op ved det første træ.
Deltagerne inviteres efterfølgende med på rundtur i parken, hvor der fortælles om både naturværdierne og driften af området. Arrangementet afsluttes omkring klokken 14.30.

