Der bliver både international reggae og dansk popnostalgi på programmet, når Skråen præsenterer de første navne til Fredagsfest i Karolinelund 2026. Fredag den 24. juli 2026 kan aalborgenserne se frem til en stor sommeraften i Karolinelund, når legendariske Inner Circle indtager scenen – flankeret af Michelsen & Bramsen med deres Tøsedrenge Tur.
Med udødelige hits som Bad Boys og Sweat (A La La LaLa Long) er der lagt op til fællessang og sommerstemning, når de jamaicanske reggaeikoner gæster Aalborg.
Reggaelegender med 55 år på scenen
Inner Circle blev dannet i 1968 og kan i dag fejre mere end 55 år med reggae fra Jamaica til resten af verden. Gruppen er blandt genrens mest succesfulde og anerkendte navne og har gennem årtier formået at kombinere klassiske jamaicanske rytmer med et poporienteret udtryk, der har givet dem et bredt, internationalt publikum.
Bandet har optrådt på nogle af verdens største festivaler og delt scene med navne som Ziggy Marley, Lauryn Hill, Elton John og Carlos Santana. Koncerten i Karolinelund bliver samtidig en hyldest til bandets tidligere forsanger Jacob Miller, hvis betydning for både Inner Circle og reggaemusikken fortsat lever videre.
Dansk pophistorie varmer op
Aftenen skydes i gang af Michelsen & Bramsen: Tøsedrenge Tur. Selvom Tøsedrengene spillede deres sidste koncert i 1985, lever sangene videre, og Anne Dorte Michelsen og Maria Bramsen sørger stadig for, at de ikoniske hits får nyt liv på scenen.
Publikum kan se frem til et gensyn med klassikere som Sig du kan li’ mig, Drop dine løgne, Ud under åben himmel, Indianer og mange flere – leveret med stort orkester og masser af fællessang.
Billetter og praktisk info
Koncerten finder sted fredag den 24. juli 2026 kl. 20.00 i Karolinelund.
Billetter koster 110 kroner i forsalg og sættes til salg fredag den 9. januar kl. 10.00 via skraaen.dk. Billetter kan også købes i Salling i Aalborg samt i Skråens billetsalg hver torsdag mellem kl. 15.00 og 17.00.
Resten af programmet for Fredagsfest i Karolinelund 2026 offentliggøres den 1. juni, men ifølge arrangørerne kan der komme flere navne inden da.

