Fra 17. januar bliver det både hurtigere og nemmere at rejse med bus mellem Aalborg, Løkken og Hjørring. Expresbus 971X udvides nemlig til Hjørring og får timesdrift alle ugens dage, halvtimesdrift i myldretiden på hverdage samt en række nye stoppesteder langs ruten.
Samtidig tilpasses rute 200, mens rute 71 nedlægges, da den i dag kører parallelt med 971X. Ændringerne skal samlet set give flere rejsende adgang til direkte og hyppige forbindelser mellem de større byer i området.
– Når vi udvider expresbusnettet, handler det om at skabe hurtigere forbindelser der, hvor behovet og efterspørgslen er størst. Med udvidelsen af 971X til Hjørring får flere kunder adgang til hyppige og direkte afgange med få stop, og det er netop det, vi oplever, at mange efterspørger, siger Ole Schleemann, direktør for kunder og drift hos Nordjyllands Trafikselskab (NT).
Nye stoppesteder langs ruten
Den nye køreplan indebærer også, at der etableres flere nye stoppesteder på rute 971X. Det gælder blandt andet Vittrup, Sdr. Rubjerg, Hundelev samt flere stoppesteder i Hjørring – herunder Banegraven, Banegraven Syd og Hjørring St.
Derudover oprettes der nye stoppesteder ved Jetsmark Idrætscenter samt Mølhavevej i Aabybro.
Rute 200 tilpasses – Plustur dækker landområder
I forbindelse med udvidelsen af 971X tilpasses rute 200, som fremover betjener strækningen Blokhus – Pandrup – Jetsmark Idrætscenter. Herfra bliver det muligt at skifte til expresbus 971X, så forbindelsen mellem Blokhus, Hune og Aalborg fortsat sikres.
Rute 200 vil fortsat have to gennemgående morgenture til Aalborg på hverdage, mens rejsende mellem Pandrup og Aalborg fremover henvises til 971X.
I mindre landområder bliver Plustur et supplement, som bringer passagerer til nærmeste stoppested på expresruten. Kombinationen sikrer mindst én afgang i timen alle ugens dage.
– Vores data viser, at efterspørgslen er størst mellem de større byer. Derfor giver det mening at koncentrere kapaciteten dér og understøtte de omkringliggende områder med Plustur. På den måde kan vi fortsat tilbyde betjening i hele området, men på en måde, der matcher kundernes faktiske rejser, siger Ole Schleemann.
Flere afgange i myldretiden
Med udvidelsen af 971X bliver der samtidig fire afgange i timen i myldretiden mellem Aalborg og Aabybro, når rute 971X ses i sammenhæng med rute 970X.
De samlede ændringer skal gøre den kollektive trafik i området mere attraktiv og fleksibel – både for pendlere og fritidsrejsende.

