BLOKHUS – Når solen går ned over Vesterhavet den 23. juni, forvandles stranden i Blokhus til en af Nordjyllands mest stemningsfulde midsommerfester. Med båltale, musik, norske ungdomskorps og levende flammer byder Sankthans på Blokhus Strand endnu engang på oplevelser i særklasse for både lokale og turister.
For mange er det blevet en fast tradition at fejre midsommer i Blokhus – og med tusindvis af besøgende skabes der hvert år en magisk stemning ved havet.
Musikalsk march og nordisk venskab
Aftenen begynder kl. 19.00 med en festlig og farverig musikalsk march fra Blokhus Torv til stranden. Her deltager flere af de over 700 unge norske musikere, som i denne uge gæster Blokhus i forbindelse med Nordsø Festivalen. Publikum er meget velkomne til at gå med – turen afsluttes med en minikoncert ved bålet.
Beatles-klassikere og båltale fra borgmesteren
Klokken 20.00 tager stemningen en tur tilbage til 60’erne, når The Beatles Revival går på scenen med ikoniske sange som Let It Be, Hey Jude og Twist and Shout.
Kl. 20.50 leverer borgmester Mogens Chr. Gade årets båltale. Som en markant skikkelse i udviklingen af Jammerbugt Kommune vil han dele tanker om fællesskab, udvikling og traditioner.
Kl. 21.00 tændes bålet – og traditionen tro synges Midsommervisen, mens flammerne stiger op mod sommeraftenens himmel over Vesterhavet.
Et samarbejde om midsommerstemning
Det er Erhvervsforeningen Destination Blokhus, Spillestedet Blokhus og VisitJammerbugten, der står bag det traditionsrige arrangement.
– Sankthans i Blokhus er noget ganske særligt. Her mødes lokale og besøgende til en aften med både varme, nærvær og oplevelser. Vi glæder os til endnu engang at byde alle velkommen, lyder det fra arrangørerne.
Program – Sankthans i Blokhus, søndag 23. juni
- Kl. 19.00: Musikalsk march fra Blokhus Torv til stranden
- Kl. 19.15: Optræden ved Nordsø Festivalens norske korps
- Kl. 20.00: Strandkoncert med The Beatles Revival
- Kl. 20.50: Båltale ved borgmester Mogens Chr. Gade
- Kl. 21.00: Bålet tændes og Midsommervisen synges
- Kl. 21.15: Koncerten fortsætter med The Beatles Revival

