Aalborg – Fra den 15. maj kan frivillige foreninger i hele Region Nordjylland søge om indretningshjælp til en værdi af 70.000 kroner fra IKEA Aalborg. Det sker som led i det nye initiativ IKEA Naboskab, hvor møbelkæden ønsker at give tilbage til de lokale fællesskaber, der hver dag gør en forskel.
Formålet med IKEA Naboskab er at støtte frivillige foreninger og NGO’er, der arbejder for fællesskab, inklusion og trygge rammer i lokalsamfundet. Hjælpen gives i form af møbler og boligtilbehør – og kan f.eks. bruges til at opgradere et klubhus, værested eller foreningslokaler.
– Hos IKEA arbejder vi for at skabe en bedre hverdag for vores kunder – også uden for varehuset. Med dette projekt ønsker vi at give tilbage til nogle af de mange frivillige foreninger og organisationer, der gør et stort stykke arbejde hver dag, siger Tiago Jesus, varehuschef i IKEA Aalborg.
Kunderne vælger vinderen
Foreninger med egne lokaler kan indsende deres ansøgning frem til 15. juni via IKEA.dk. Herefter udvælger et internt panel hos IKEA Aalborg fem finalister blandt ansøgningerne. Fra juli til midten af august er det kunderne, der afgør, hvilken forening der skal modtage den store indretningshjælp.
– Det er kunderne, der bestemmer, hvem der skal vinde. På den måde bliver det et fælles bidrag til foreningslivet og de ildsjæle, der gør en forskel. Vi håber, at det bliver et initiativ, vi kan gentage år efter år, siger Tiago Jesus.
Afstemningen finder sted ved udgangen i IKEA Aalborg, hvor alle besøgende kan afgive deres stemme.
Sådan deltager man
- Hvem kan søge? Frivillige foreninger og NGO’er i Region Nordjylland med egne lokaler.
- Hvordan søger man? Udfyld ansøgningsformularen på IKEA Aalborgs hjemmeside.
- Hvornår er fristen? Senest den 15. juni 2025.
- Hvornår stemmes der? Fra juli til midt august i IKEA Aalborg.

