Børn fra syv år, som er fans af fantasy og rollespil, kan glæde sig til en koncert, hvor publikum styrer handlingen og hjælper heltene på scenen gennem et farefuldt eventyr. Det sker lørdag 21. september, når Aalborg Symfoniorkester sammen med komponist og vært Mathias Madsen Munch inviterer ind i Den uendelige labyrint.
Rejsen går dybt ind i Moldurskoven, hvor kongerigets Prins (violinen) er taget til fange af den onde troldmand. Heldigvis står Kæmpen (kontrabassen), Dværgen (celloen) og Elveren (bratschen) klar til at redde Prinsen, om det så skal koste dem livet.
For første gang nogensinde kan publikum nu opleve fire af orkestrets solostrygere agere helte med resten af orkestret i ryggen. Sammen begiver musikere og publikummer sig ud på en farefuld rejse for at hjælpe det musikalske broderskab. Træffer de mon de rigtige valg, og er der en vej ud af labyrinten?
Koncertfortællingen Den uendelige labyrint var en af de absolutte publikumsfavoritter ved festivalen Musikalske Fortællinger, som markerede Dansk Komponistforenings 100-års-jubilæum. Juryen beskrev den som ”den mest begavede og underholdende måde at introducere børn til en strygekvartet længe set.”
Den uendelige labyrint er skabt af Mathias Madsen Munch, som det unge aalborgensiske publikum (herunder mere end 4.000 begejstrede skolebørn) senest kunne opleve med forestillingen Mosbefængte Mogens sammen med Aalborg Symfoniorkester.
Nu er han og orkestret klar med denne nye forestilling, der for nylig blev nomineret til den internationale pris YAM (Young Audiences Music) i kategorien bedste værk for stort ensemble. Vinderen afsløres få dage før koncerten i Musikkens Hus.
Mathias Madsen Munch (1986) er en dynamisk komponist og musikformidler, som er kendt for at skabe interaktive musikoplevelser, der engagerer publikum på tværs af aldre i ind- og udland. Han er uddannet fra Syddansk Musikkonservatorium i filmkomposition og har specialiseret sig i engagerende storytelling igennem sin musik.
Medvirkende:
Dirigent: Henrik Vagn Christensen
Solist: Mathias M. Munch
Aalborg Symfoniorkester
Aldersgruppe: Fra 7 år
Varighed: 60 min. uden pause
Tid og sted: Lørdag 21. september 2024 kl. 11.00 i Koncertsalen i Musikkens Hus
Billetpriser: Voksne: 150 kr. / Børn under 14 år: 75 kr.
Billedtekst
Den uendelige labyrint
Sammen med små fantasy-fans blandt publikum skal musikerne i Aalborg Symfoniorkester forsøge at hjælpe prinsen ud af den farlige skov. Det sker i koncertfortællingen Den uendelige labyrint, der kan opleves i Musikkens Hus lørdag 21. september.
Illustration: Jan Kjær @Aalborg Symfoniorkester