”Et besøg i Wien” er overskriften på årets første Pro Musica koncert med fem strygere fra Aalborg Symfoniorkester. Lørdag eftermiddag 28. januar kan publikum nyde festlige toner af Mozart og Strauss – både den yngre og den ældre – og for at gøre det hele ekstra festligt er huset vært ved et glas bobler i pausen.
Det var oprindeligt en anden koncert, der var programsat. Mira Kvartetten skulle have spillet, men har desværre måttet melde afbud på grund af sygdom. Med kort varsel har to af strygerne i ensemblet allieret sig med tre kollegaer fra Aalborg Symfoniorkester og sammensat et nyt, festligt program.
Så er man én af dem, der gik glip af Aalborg Symfoniorkesters nytårskoncerter – eller måske savnede Strauss i programmet – så er det på lørdag, man skal lægge vejen forbi Musikkens Hus og nynne med på hits som Wiener Blut eller Tritsch-Trastsch Polka.
Koncerten med Mira Kvartetten vil blive programsat på et senere tidspunkt.
Medvirkende
Vesselin Demirev, violin
Michael Hübner, violin
Anna Dahl, bratsch
Vincent Stadlmair, cello
Ivan Medvedev, kontrabas
Kilde: Aalborg Symfoniorkester