Efter to års aflysninger er planlægningen af Hjallerup Marked 2022 i fuld sving. Dette års marked falder i pinsen og afvikles fra 2.- 5. juni.
– Vi er stadig meget opmærksomme på hvordan pandemien udvikler sig. Markedsudvalget har sikkerheden i højsædet, både for vores frivillige og gæster, siger formand Keld V. Nielsen.
Hjallerup Marked blev som alle andre kulturarrangementer aflyst i 2020 som en konsekvens af coronapandemien og restriktioner som forsamlingsloft. Sidste års marked blev umuliggjort af kravet om coronapas og dermed potentiel indhegning af markedspladsen. Det er første gang siden 1744, vi ikke har afholdt Hjallerup Marked.
-De sidste to år har vi kunne se, at byen på sin egen måde har summet den første weekend i juni. Vi ved, at rigtig mange har svært ved at undvære Hjallerup Marked, og derfor kan vi heller ikke vente på at komme i gang igen, siger Keld V. Nielsen.
Markedsudvalget har løbende arbejdet med planerne for Hjallerup Marked 2022 og havde også de frivillige ledere samlet til møde i september.
Det står allerede klart, at en stor del af det planlagte program og aftaler fra de aflyste år kan føres videre – således er der allerede rift om kræmmerpladserne, hvilket vi er yderst taknemmelige for. Der er også booket musik, og uden at afsløre navne, så åbner vi igen torsdag aften med et brag i Markedsteltet og et par solide og brede navne i Markedskroen.
–Vi håber på de frivilliges opbakning til igen at kunne lave et stort og traditionelt Hjallerup Marked for hele byen, vores mange gæster, kræmmere, hesteprangere, leverandører og samarbejdspartnere, siger Keld V. Nielsen.
Til trods for pinsen, er det besluttet, at mandagen ikke bliver markedsdag næste år. Det handler især om at værne om de frivillige medhjælpere, der både i ugerne op til, under og efter marked lægger adskillige timer for at lave Hjallerup Marked. Vi håber i stedet at kunne slutte med en stor markedsfest søndag aften.
Kilde: Hjallerup Marked