I Biersted arbejder en gruppe med et ambitiøst projekt. Formanden for landsbyrådet og formanden for idrætsforeningen står i spidsen for gruppen, og sammen vil de gøre de eksisterende faciliteter brugbare for endnu flere brugere, og de vil med en hel unik tilbygning med kuppeltag, labyrinter, klatrevægge, trampoliner, fitnesscenter og scene gøre stedet til et sted der skal summe af liv.
Flemming Steen Thagaard der er formand for landsbyrådet, og Henrik Leding Skøtt der er formand for Biersted Idrætsforening brænder begge for at gøre deres lokalområde til et endnu bedre sted at vokse op og bo i.
Flemming udtaler “Jeg ønsker at være med til at gøre en forskel for det område jeg bor i. Særligt ved at gøre forholdene optimale for børn og unge og ved at forene kræfterne i byen og på den måde forsøge at påvirke fremtiden for både skole og foreninger i byen.”
“Projektet med Det Sansemotoriske Hus vil dække mange af de behov, som vi savner i Biersted i øjeblikket. For eksempel er idrætsforeningen en meget initiativrig forening med mange frivillige, der udover de store traditionelle idrætsgrene også har taget initiativ til eSport, seniorsport, rulleklub, crossfit, gåklub kulturarrangementer og meget mere. Men faciliteterne har svært ved at følge med. Hallen er fx hårdt booket, men kan vi flytte nogle af tingene over i en anden bygning, vil det åbne op for muligheder i det eksisterende,” fortæller Henrik.
ASF-afdelingen på Biersted Skole vokser og det kniber med at have plads til at kunne tilbyde eleverne tilstrækkelige sanselige og motoriske muligheder. Faciliteterne der påtænkes i Det Sansemotoriske Hus som klatrevæg, trampolin, sanserum (et såkaldt ‘snoezelrum’) og lignende, vil hjælpe afdelingen for børn med Autisme Spektrum Forstyrrelser (ASF) gevaldigt. I den unikke bygning med et kuppeltag, er der tænkt på god lys, god lyd og inspirerende lokaler, hvor det skal være rart og trygt at være.
Flemming udtaler: “Det kan ASF-elever særligt bruge, men det kan alle de andre brugergrupper, der tænkes vil bruge stedet, sandelig også.”
Gruppen er nu nået så langt med projektet, at de inviterer til et dialogmøde for alle interesserede. Her vil de nye tegninger fra Arkitektfirma Nord blive præsenteret, og der vil være plads til komme med spørgsmål og gode idéer til projektet.
“Ja, projektet er ambitiøst og ja det kommer til at koste en del, men jeg synes det er rigtigt, når gruppen ønsker at gå efter det ypperste. Hvorfor gå efter det næstbedste? Dette projekt vil ikke alene få en kæmpe betydning for Biersted, men også for hele lokalområdet pga. de unikke tilbud der vil være. Det bæredygtige og inspirerende byggeri vil helt sikkert også trække nysgerrige sjæle længere væk fra,” fortæller Henrik.
Mandag den 9. maj afholdes et dialogmøde om Det Sansemotoriske Hus, hvor de foreløbige tegninger fra arkitekten vil blive præsenteret. Det foregår kl. 19 i Bierstedhallens cafeterie ‘Bierstedet’. Alle er velkomne. Det er dog nødvendigt at tilmelde sig arrangementet, da der kan træffe at komme mange. Tilmelding foregår via idrætsforeningens hjemmeside: Bierstedif.dk
Kilde: Biersted IF