Danskerne kan ikke få nok af den fede rock. Hitspækkede Shu-bi-dua – The Musical spiller hele seks forestillinger i Aalborg. Alle de største og mest elskede Shu-bi-dua-ørehængere fylder Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) fra onsdag 27. april til søndag 1. maj.
Den røde tråd
Sexchikane, Står På En Alpetop, Vuffeli-vov, Minus til plus og Askepot. Nationalorkestrets sange stikker i mange retninger. I musicalen holdes den røde tråd alligevel. En god og sød historie fremført i fede scenografier af musicaltalenter med smukke vokaler. Shu-bi-duas iørefaldende, melodiske landeplager og skarpe, frække og gakkede tekster, danner rammen om et forrygende festligt og satirisk portræt af 70´erne og 80´ernes Danmark i Shu-bi-dua – The Musical.
Det er så spredte hagl, det vi har skrevet. Så at nogen har kunne sætte det sammen til en sammenhængende historie, det synes jeg er virkelig, virkelig flot, fortæller Michael Hardinger.
Det bliver rent Nam Nam
Salen bliver en stor humørbombe. Shu-bi-dua er mestre i syng-med-tekster, så det er svært ikke at lade sig rive med, når musikken spiller – og det må man faktisk gerne. Det var nemlig en tradition i den sidste opsætning af musicalen, at publikum kastede med kiks, de havde i lommen, til tonerne af Hvalborg. Skuespillerne er i hvert fald forberedte.
Når Hvalborg spiller, så kast nogle kiks! Jeg sidder også altid og er sulten på det tidspunkt, fortæller den rutinerede musicalperformer, Kim Ace, med et glimt i øjet.
En Shu-bi-dua-hyldest
Shu-bi-dua – The Musical giver publikum et kæmpe nostalgisk kick. Et underholdende, charmerende og festligt samt rørende univers, der imponerer og betager publikum gang på gang. Det er en hyldest til et af landets mest populære bands gennem tiden og ikke mindst Michael Bundesen. Sidst musicalen spillede var det en megasucces landet over. Og Bonden selv var da også så begejstret for opsætningen, at han så den mange gange.
Billetter til Shu-bi-dua – The Musical 27. april – 1. maj i AKKC/Aalborghallen er i salg og kan købes via. akkc.dk eller i AKKC’s billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 og 13-15 på tlf. 9935 5566. Billetprisen er fra 410 kr. til 630 kr. inkl. gebyr.
Kilde: Aalborg Kongres og Kultur Center