Dansk Danseteater gæster 7. og 8. marts 2022 Aalborg Teater med forestillingen Two Lions and A Castle. Two Lions and a Castle er en satirisk, skæv og grotesk forestilling om tilblivelsen af det perfekte show.
Groteske karakterer på scenen
Hvordan skaber man stor kunst? Et ultimativt og fantastisk show, der får publikum til at dåne af ren og skær lykkerus? Og hvad med alt det, der bliver sorteret fra i processen? Disse spørgsmål bliver taget under kærlig behandling af den virtuose og charmerende israelske koreograf Roy Assaf, som er en absolut mester i at forene det vanvittige med det alvorlige. Two Lions and a Castle er en ironisk kommentar til det gebet, det er at lave scenekunst. I forestillingen møder vi en række vidt forskellige skøre skæbner, og snart tegner der sig et potpourri af små satiriske nedslag inspireret af koreografen iver efter at skabe den ”perfekte forestilling”. Two Lions and a Castle er ikke en klassisk danseforestilling, men placerer sig i et genrefelt mellem dans og performance, hvor dansernes stemmer er fokus.
Israel som nøgle til forståelse
Roy Assaf har tidligere skabt værker for nogle af de mest indflydelsesrige spillesteder i verden, bl.a. Batsheva Dance Company i Tel Aviv og Baryshnikov Arts Center i New York. Hans forestillinger har et stærkt teatralsk præg, et effektfuldt fysisk udtryk og en naturlig indlevelse, hvilket alt sammen har gjort ham til en af Israels mest efterspurgte koreografer. Netop hans israelske baggrund er en nøgle til forståelse af ham som koreograf. Israel er et af de førende lande indenfor moderne dans, som i 1990’erne blomstrede, ikke mindst takket være internationalt kendte koreografer som Ohad Naharin, der udviklede bevægelsessproget Gaga, tillige med Itzik Galili og Rami Be’er. Senere fulgte Roy Assaf og dansen i Israel og er i dag verdenskendt for at være både umiddelbar, fysisk perfektioneret, modig, sensuel og suggestiv. Adjektiver som også kommer til udtryk i Roy Assafs værker.
En intuitiv og fantasifuld koreograf
Roy Assafs arbejdstilgang er intuitiv, hvilket betyder at hans værker bliver til som en udveksling mellem ham som koreograf og danserne. Denne udveksling er værkets force og en metode, som en kendetegnene ved hans kreative og kunstneriske proces. I mødet mellem dansere og koreograf skal der etableres en tillid, som er altafgørende i udvekslingen af kreative ideer. Ideer, der ofte er relateret til menneskelige relationer, nærvær og indre kampe. Roy Assaf beskriver selv dansen som et ’filter’ for hans egen indre verden. Det er netop disse menneskelige grundvilkår, der er centrale i Assafs værker. Han har I tidligere værker beskæftiget sig med svære emner som politisk undertrykkelse, køn, krig og diskrimination – som regel med en humoristisk krog – så værket bliver et skævt blik på samfundsdebatten.
Spilleperiode
Two Lions and a Castle spilles på Aalborg Teaters Store Scene 7. og 8. marts 2022, begge dage kl. 19.30.
Der vil være introduktion til forestillingen begge dage kl. 18.30.
Kilde: Aalborg Teater (Foto: Raphael Frisenvænge Solholm)