For andet år i træk er Aalborg Universitetshospital blevet kåret som Danmarks bedste hospital til behandling af hjerte-kar-sygdomme.
Det er Dagens Medicin, som i den årlige bedømmelse af landets bedste hospitaler inden for en række behandlinger, igen i år fundet en samlet vinder på hjerte-kar-området i Nordjylland.
– Det er vi selvsagt meget stolte over. Vi har tidligere hentet spredte førstepladser på enkelte behandlinger, men at vinde den samlede kåring to år i træk viser, at vi gør noget rigtigt her i Aalborg, siger ledende overlæge på Hjerte-Lungekirurgisk Afdeling, Jens Grønlund.
Optimal størrelse for høj kvalitet
At Aalborg Universitetshospital for andet år i træk indtager førstepladsen blandt landets hospitaler skyldes en kombination af topplaceringer på en række områder kombineret med et generelt højt kvalitetsniveau på tværs af kardiologi, thoraxkirurgi og karkirurgi.
Således er Aalborg Universitetshospital kåret til landets bedste på det kardiologiske område ved røntgenundersøgelse af kranspulsårer (KAG) og næstbedst til ballonudvidelser af forsnævrede kranspulsårer. Ved karkirurgi tager hospitalet førstepladsen for perifer bypass og næstbedst til behandling af blodpropper i forkalkede halspulsårer (carotis trombendarterektomi). Endelig er Aalborg bedst til hjerteklapoperationer (aortaklap) og næstbedst til isoleret bypass inden for thoraxkirurgien.
– At vi ligger i top, og ikke falder igennem på nogen områder, vidner om, at vi har et meget højt bundniveau i Aalborg. Jeg er overbevist om, at de flotte resultater skyldes en samlet holdindsats fra alle faggrupper. Ikke mindst dygtige anæstesilæger og intensivsygeplejersker, som er specialuddannede i at tage vare om lige præcis disse patienter, også når det gælder mere komplicerede forløb, fortæller Jens Grønlund.
Han mener, at resultaterne samtidig er et vidnesbyrd om, at centralisering af højt specialiserede behandlinger i store centre ikke nødvendigvis er vejen frem.
– Det er naturligvis vigtigt at have en passende volumen, så man kan bevare kompetencerne, men hvis det bliver for stort, mister man værdien af at kunne være et fasttømret team af forskellige faggrupper, som kender hinanden på kryds og tværs. Det har stor værdi, at man kan tage hurtig action og er tryg ved at henvende sig til de personer, som har ekspertisen.
Jens Grønlund håber, at kåringen kan bidrage positivt til, at Aalborg Universitetshospital også i fremtiden kan rekruttere og fastholde dygtige medarbejdere til hjerte-kar-området.
– Vi har et godt arbejdsmiljø, hvor man er tryg i sit arbejde, og hvor der altid er opbakning og hjælp. Det betyder, at vi har medarbejdere med mange års erfaring og indgående kendskab til hinanden – men også at vi løbende skal holde fokus på at rekruttere og uddanne yngre kræfter, da flere af os har passeret de 60 år. Derfor er det ikke uden betydning, at vi med kåringerne som ”Danmarks Bedste Hospital” kan vise, at det faglige niveau er i top i Nordjylland, siger Jens Grønlund.
Om Danmarks Bedste Hospital
Hvert år analyserer Dagens Medicin kvalitetsdata fra danske hospitaler og finder de bedste til behandlinger og undersøgelser inden for en række sygdomsområder.
Læs om kåringerne på Hjerte-Kar-området her:
https://dagensmedicin.dk/hjerte-kar-behandlinger-dbh-2022
Kilde: Region Nordjylland