FOA og Sundhedsstyrelsen går nu sammen for at sikre, at endnu flere blandt sundhedspersonalet bliver vaccineret. En højere tilslutning til vaccination blandt de, der til daglig har tæt kontakt til ældre og sårbare, skal være med til at sikre en endnu bedre beskyttelse af de sårbare borgere.
Ældre og mange sårbare borgere har en særligt øget risiko for et alvorligt forløb ved COVID-19. De to grupper er ofte afhængige af hjælp og personlig pleje. Derfor er det vigtigt, at sundhedspersonalet, som møder og hjælper de ældre og sårbare, er vaccineret og dermed ikke smitter dem, som de skal passe på og hjælpe. Det gælder også social- og sundhedselever (SOSU-elever), som flere gange i løbet af deres uddannelse er i praktik hos særligt sårbare borgere.
Med en fælles kampagne sætter Sundhedsstyrelsen og FOA fokus på, hvorfor det er ekstra vigtigt, at også SOSU-elever lader sig vaccinere. Kampagnen søsættes i denne uge med tre film, hvor SOSU-elever fortæller, hvorfor de er blevet vaccineret, om deres oplevelse med at blive vaccineret og hvilke bekymringer de havde inden.
”Vi er rigtig glade for, at både SOSU-eleverne i filmen og FOA vil være med til at udbrede budskabet om, at det er vigtigt at lade sig vaccinere, når man er i daglig kontakt med sårbare borgere. Og det er særligt vigtigt lige nu, hvor smitten stiger, i takt med at vintersæsonen er begyndt at sætte ind,” siger Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen.
Det er positivt, at mange allerede er vaccineret. Men der er behov for, at for at endnu flere – også blandt sundhedspersonale – tager imod tilbuddet om COVID-19-vaccination, så vi sammen kan forhindre smitte hos særligt sårbare.
Sektorformand i FOA, Torben Klitmøller Hollmann understreger, at det er vigtigt at hjælpe med at beskytte de sårbare:
”Vores vigtigste opgave er at sikre en god, nær relation til borgeren. Den opgave var sværere, da corona var på sit højeste, hvor vi gerne skulle holde afstand og bruge værnemidler. Heldigvis har vi med vaccinen fået en stor del af vores hverdag tilbage. Den er med til at beskytte nogle af de mest sårbare borgere – dem, som FOA’s medlemmer arbejder med. I FOA er vi derfor rigtig glade for, at så mange har valgt at lade sig vaccinere, og vi håber på, at endnu flere vil tage imod tilbuddet.”
Se filmene og læs mere om COVID-vaccination på sst.dk/sosu
Kilde: Sundhedsstyrelsen