Fredag den 22. oktober fyrede han op under DJ-pulten på den anden side af jorden i LA. Snart er Martin Jensen tilbage i Aalborg for at give nordjyderne en brag af fest med koncerten Me, Myself, Live lørdag 27. november i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC).
Den ene dag står han foran mixerpulten i The City of Angels og giver den max gas med sit internationale publikum, den næste er DJ’en tilbage og spille for sine danske fans med lige så meget power. Han spiller kun to koncerter i Danmark, og efter det tætte samarbejde om hans onlinekoncert fra AKKC’s 35 meters høje scenetårn i april, hvor over 1,5 mio. mennesker så med verden over, var DJ Martin Jensen ikke i tvivl om, at koncerten i Jylland skulle spilles i AKKC.
Større og vildere
Me, Myself, Live bliver større, vildere og rammer Aalborghallen med en kæmpe visuel identitet og nytænkende produktioner. Live-koncerten er opbygget i et helt specielt og altomsluttende sceneunivers med mange sceneelementer og et ekstremt tætpakket DJ-performance-set sprængfyldt med energi.
– Jeg har lavet en helt speciel scenografi – der er et kæmpe træ på scenen, der bliver projicering og det vildeste lasershow, der bliver programmeret. Jeg har hyret en af de bedste lysdesignere ind fra Belgien. Jeg har en af de bedste visual/animations-teams, dem der laver al content til skærmene på Tomorrowland, fortæller Martin Jensen til MigogAalborg
Fest, fest og mere fest
Har du været på en af Gadens mange barer i Aalborg, har du helt sikkert danset til nogle af Martin Jensens remixes, som han har lavet i samarbejde med flere verdenskendte kunstnere, bl.a. Ed Sheeran, Rita Ora, Jason Derulo og Katy Perry. Publikum kan godt glæde sig til et brag af en fest med Martin Jensen. Og AKKC forlænger den gode stemning med det nye Late Night-koncept, hvor festglade mennesker kan nyde lækre cocktails i foyerens club-lignende rammer med farverig belysning og DJ, så publikum får lyst til at blive hængende til en komplet aften efter koncerten i AKKC. Afterparty-konceptet er gratis for alle, som har lyst til en aften i byen.
Billetter til Me, Myself, Live lørdag 27. november kl. 20 i AKKC/Aalborghallen er i salg og kan købes i AKKC’s billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 og 13-15 på tlf. 9935 5566 eller via. akkc.dk. Billetprisen er 380 kr. inkl. gebyr.
Kilde: Aalborg Kongres & Kultur Center