En blændende første halvleg bragte Fortuna helt til tops i Gjensidige Kvindeligas grundspil, og der skal mere end det sorteste uheld til, for at det ikke er den placeringen, holdet går ind med i forårets slutspil.
En sejr på Nord Energi Arena på 2-1 over HB Køge begejstrede de 289 tilskuere – rekord for efteråret.
Fortuna gik ubesejret ind til kampen i årets sidste hjemmekamp. Der var 16 points ned til dagens modstander, og nu er HB Køge altså 19 points efter Fortuna.
Den aktuelle førsteplads befinder sig 3 point foran nærmeste forfølger FC Nordsjælland.
Inden weekendens runde var der pointlighed mellem de to hold, men nordsjællænderne tabte lørdag 3-0 til Brøndby, og kom herved 3 points efter Fortuna.
Det var et målbevidst Fortuna-hold, der tog fat på søndagens kamp. Lige fra start spillede Fortuna sig frem til nærgående forsøg og gode chancer. Og så – efter 21 minutter kom forløsningen. Et fremragende samarbejde mellem Anastasyia Pobegaylo og Joy Omewa gav resultat. Pobegaylo rundede deres kombinationspil af med at sende bolden i mål til 1-0.
Fortuna fortsatte presset og efter yderligere 14 minutter var Pobegaylo der igen. Joy Omewa havde et drønskud på overliggeren. Bolden sprang tilbage i spil. Pobegaylo var straks over den og ekspedere i mål til 2-0.
Fortuna kunne gå til pause med bevidstheden om, at der var leveret en gedigen indsats.
HB Køge havde åbenbart modtaget inspirerende instruktion mellem de to halvlege, for det var et mere aggressivt og velspillende sjællandsk hold, der rullede frem på banen i 2. halvleg.
Fortuna svarede igen flere gange, men det lykkedes ikke at komme yderligere foran.
Til gengæld blev der en anelse spænding, efter at der var reduceret til 2-1 i 91. minut.
Fortunas Veronika Sæthre var så uheldig at blive ramt af et Køge-langskud, så bolden ændrede retning og gjorde Fortunas keeper Andrea Paraluta chanceløs.
Sæthre blev noteret for et selvmål, og der blev en anelse nervøsitet på tilskuerpladserne.
Men, selv om HB Køge kastede hele styrken frem, formåede Fortuna, at forhindre yderligere scoringer.
Anastasyia Pobegaylo leverede kampen igennem, og det var helt fortjent, at det er hende, der kan smykke sig med titlen som kampens spiller.
Nu kan Fortuna tage til Odense i den kommende weekend og kæmpe for fortsat at være ubesejret på førstepladsen.
Odense Q bliver dog ikke nogen nem opgave. Fynboerne klarede 2-2 da holdet den 15. september besøgte Fortuna på Nord Energi Arena i Hjørring.
Weekendens runde bragte afklaring på situationen i ligaens bund.
Det bliver B93 og Kolding IF, der skal i kvalifikationsspil med FC Midtjylland, ASA-Århus, Thisted og Østerbro.
De seks hold i slutspillet, hvor der kæmpes om metal og deltagelse i internationale turneringer er – foruden Fortuna – FC Nordsjælland, Brøndby IF, OB Q, HB Køge og AGF.
Kampens forløb
Pausestilling 2-0
Slutresultat 2-1
21. min. 1-0 Anastasyia Pobegaylo assist Joy Omewa
35 min. 2-0 Anastasyia Pobegaylo
91. min. 2-1 Veronika Sæthre selvmål
Gult kort
Laura Frank, Fortuna
Udskiftninger
Fortuna
46. min. ind Laura Frank ud Samantha Kühne
66. min. ind Signe Søndergaard, Risako Watanabe og Ashley Riefner ud Joy Omewa, Rebekka Frederiksen og Kaitlyn Parcel.
HB Køge
46. min. ind Maria Uhre ud Fleure Huisman
71. min. ind Emilie Holt og Augusta Callesen ud Eevi Sutela og Tinaya Alexander.
85. min. ind Isabella Rose Blinge Hansen ud Sarah Thygesen.
91. min. ind Martha Langskov Nielsen ud Silje Simonsen
Søndagens kamp blev yderligere benyttet til at fejre det Fortuna-hold, som for 30 år siden bragte det danske mesterskab til Hjørring. !6 af spillerne fra dengang var kommet til kamp på Nords Energi Arena, hvor de i kamp-pausen modtog hyldesten, en flaske champagne mm.
Og så havde de en fremragende eftermiddag, hvor nostalgien fik gode betingelser.