Der er nyt på både bolig- og renoveringsfronten i Jammerbugt Kommune. Kommunalbestyrelsen har givet grønt lys til nye boliger i Biersted, renovering af blandt andet Biersted og Gjøl Skoler samt garantier til nye almene boliger i Hune og Brovst.
Der var flere lokale bygge- og boligprojekter på dagsordenen, da kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune mødtes den 27. august.
I Biersted er en ny lokalplan nu endeligt vedtaget. Det betyder, at der kan opføres 14 nye boliger på Haldagervej centralt i byen.
Planen giver mulighed for række-, kæde- eller dobbelthuse i én etage. Boligerne må være op til 100 kvadratmeter med mulighed for yderligere 40 kvadratmeter til eksempelvis garage eller skur.
Lokalplanen blev sendt i offentlig høring i april, og da kommunen ikke modtog bemærkninger i høringsperioden, er den nu blevet endeligt godkendt.
Kommunen håber især, at de mindre boliger kan give flere ældre mulighed for at blive boende i Biersted, selvom de ønsker at flytte fra deres nuværende hus.
– Med lokalplanen er vi også med til at understøtte den udvikling, vi ser, hvor ældre borgere ønsker at blive boende i byen, men i en mindre bolig, siger borgmester Christian Hem.
Samtidig kan flytningerne være med til at frigive større huse til nye beboere og børnefamilier.
Skoler og kommunale bygninger skal renoveres
Kommunalbestyrelsen har samtidig givet grønt lys til en række renoveringer af kommunens bygninger.
En af de større opgaver bliver på Biersted Skole, hvor en stor del af taget skal udskiftes. Projektet forventes sat i gang i begyndelsen af 2027.
På Gjøl Skole skal facaderne renses og algebehandles, mens Børnehuset Halvrimmen skal have nyt tag.
Derudover skal der udføres vedligeholdelse flere andre steder i kommunen.
Oxholm Mølle på Øland skal males og have foretaget mindre reparationer, og på Moseby Kulturcenter skal blandt andet den udvendige trappe genopbygges, ligesom der skal sættes nye vinduer i.
Bratskov Hovedgård skal have kalket facader og udskiftet rør, mens Rødhus Strandkiosk skal males.
35 nye almene boliger i Hune og Brovst
To andre boligprojekter er allerede nået væsentligt længere.
I Hune og Brovst er der tilsammen opført 35 nye almene familieboliger, og kommunalbestyrelsen har nu godkendt regarantier for de lån, som boligselskaberne har optaget i forbindelse med byggerierne.
I Hune har Nørresundby Boligselskab opført 22 boliger ved Jonstrupvej/Hunetorpvej. Det drejer sig om seks 2-værelses boliger på 76 kvadratmeter og 16 3-værelses boliger på mellem 90 og 98 kvadratmeter.
Hune har oplevet markant vækst gennem de senere år. Over en tiårig periode er befolkningstallet steget med 20 procent, hvilket placerer byen blandt de hurtigst voksende byer i Nordjylland.
I Brovst har Boligselskabet Nordjylland opført 13 nye familieboliger ved Jernbanegade/Smedevej. Her er hovedparten 3-værelses boliger på omkring 90 kvadratmeter.
– Det er vigtigt, at der sker byfornyelse og investeres i alle dele af kommunen, og med de nye almene boliger i Brovst og Hune sikres det også, at efterspørgslen på den type bolig i bymidten bliver imødekommet, siger Christian Hem.
Udlejningen af de nye boliger er allerede godt i gang. Pr. 1. august var 20 af boligerne udlejet, og ifølge kommunen kommer der løbende flere lejere til i både Hune og Brovst.

