Destination Blokhus har netop lanceret årets nye Blokhus-plakat, som samtidig fuldender den populære kunstserie med motiver fra området omkring Blokhus.
Bag årets motiv står kunstner Caroline Laursen, der endnu en gang har omsat lokale landskaber og stemninger til et kunstnerisk udtryk.
Det nye motiv er inspireret af området syd for Blokhus omkring den lille bro kendt som Bukke Bruse Broen, hvor et vandløb fra Blokhus Klitplantage løber mod havet.
Ikke en direkte gengivelse
Plakaten er ikke tænkt som en præcis gengivelse af stedet, men snarere som en stemningsfuld fortolkning af området.
Elementer fra landskabet er sat sammen på kunstnerisk vis, og farverne er nøje udvalgt, så de spiller sammen med de to tidligere plakater i serien.
Dermed kan plakaterne både stå alene og fungere som en samlet fortælling om Blokhus og naturen ved vestkysten.
Lokal identitet på væggen
Hos Destination Blokhus glæder man sig over, at serien nu er komplet.
– Med den tredje plakat har vi nu en samlet serie, som både fortæller en historie om området og samtidig fungerer som et æstetisk produkt, man har lyst til at tage med hjem. Det er lokal identitet omsat til noget konkret, siger eventkonsulent Jannie Ratke.
Plakaterne sælges lokalt hos Step In og Blokhus Lys.
Overskud går tilbage til området
Salget af plakaterne bidrager samtidig til udviklingen af lokale aktiviteter og oplevelser i området.
Ifølge Destination Blokhus går overskuddet tilbage til initiativer, der skal skabe liv og aktivitet året rundt i byen og ved kysten.
Plakatserien er derfor tænkt som mere end blot dekoration – den skal også fungere som en visuel fortælling om de steder og stemninger, som mange forbinder med Blokhus.
