Jammerbugt Kommune har på sit seneste kommunalbestyrelsesmøde truffet en række beslutninger, der får betydning for både borgere, kultur og byudvikling i kommunen.
Blandt de centrale punkter er et nyt kultur- og borgerhus i Aabybro, flere boliger i midtbyen, navneændring på en skole samt vedtagelsen af en ny naturpolitik.
Grønt lys til kultur- og borgerhus
Kommunalbestyrelsen har godkendt, at arbejdet med at omdanne Kultur- & ErhvervsCenter Jammerbugt til et nyt kultur- og borgerhus kan gå i gang.
Planen er at skabe et samlingspunkt med plads til koncerter, foredrag og aktiviteter for borgere i alle aldre – samtidig med at ledige lokaler udnyttes bedre.
– Et kultur- og borgerhus vil imødekomme et behov, som både borgere og foreninger har peget på, siger borgmester Christian Hem.
Projektet skal nu videreudvikles i samarbejde med lokale aktører, og et konkret forslag forventes klar til politisk behandling i maj.
Ny identitet til skole i Jetsmark
Der er også truffet beslutning om en navneændring på Skolecenter Jetsmark, som fremover kommer til at hedde Jetsmark Skole.
Ifølge skolebestyrelsen giver det nye navn en tydeligere identitet og passer bedre ind i rækken af kommunens øvrige skoler.
Flere boliger i Aabybro midtby
Aabybro er i vækst, og nu sættes der gang i opførelsen af 30 nye almene boliger i bymidten.
Boligerne bliver treværelses lejligheder på cirka 90 kvadratmeter og opføres som en del af udviklingen omkring Aabybrocentret. Projektet omfatter også fælleshus, erhvervslokaler og fælles faciliteter.
Første etape forventes klar til indflytning i 2027, mens anden etape står færdig i 2028.
Ny naturpolitik skal tættere på borgerne
Kommunalbestyrelsen har samtidig vedtaget en ny naturpolitik for perioden 2025-2029 med titlen ”Natur til livet”.
Politikken sætter fokus på at gøre naturen mere tilgængelig i hverdagen, styrke biodiversiteten og skabe bedre balance mellem natur og øvrige interesser i det åbne land.
– Naturpolitikken er blevet til i tæt samarbejde med både forvaltninger og eksterne samarbejdspartnere, siger borgmester Christian Hem.
I den kommende tid skal politikken omsættes til konkrete initiativer – blandt andet gennem arrangementer og formidling med fokus på natur og friluftsliv.
