FOF Vendsyssel står over for en markant ændring. Aftenskolen skifter både navn og samarbejdspartner og vil fremover være kendt som FOKUS Vendsyssel.
Ændringen sker som led i et nyt samarbejde med oplysningsforbundet Fora og FOKUS Folkeoplysning i Aalborg. Samarbejdet skal sikre, at der også fremover findes en stærk, lokalt forankret aftenskole i Vendsyssel.
Dermed træder FOF Vendsyssel ud af det hidtidige FOF-samarbejde og ind i en ny konstellation med fokus på en tydelig nordjysk profil.
Ifølge forstander Kirsten Højrup handler beslutningen i høj grad om at bevare det lokale udgangspunkt.
– Vi er meget optagede af at være en lokal aftenskole. Det skal være muligt at deltage i aktiviteter dér, hvor man bor, og samtidig være med til at gøre vores kommuner til gode steder at leve, siger hun.
Hun peger samtidig på, at det nye regionale samarbejde vil styrke aftenskolen og sikre, at arbejdet fortsat bygger på folkeoplysende værdier.
FOKUS Vendsyssel har i dag mere end 2.000 kursister hver uge og omkring 50 undervisere per sæson. Aktiviteterne er fordelt på kommunerne Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev, Jammerbugt og Læsø.
Den nye samarbejdspartner, Fora, er et landsdækkende oplysningsforbund med stærk lokal forankring. Samtidig bliver samarbejdet med FOKUS Folkeoplysning i Aalborg en central del af den fremtidige udvikling.
Direktør Bjørn Salling fra FOKUS Folkeoplysning ser positivt på det nye samarbejde.
– Vi glæder os til at bringe vores erfaring i spil og være med til at udvikle nye aktiviteter. Målet er at skabe et endnu stærkere aftenskoletilbud til kursisterne i Vendsyssel, siger han.
For kursister og undervisere vil overgangen ikke betyde ændringer i hverdagen. Alle nuværende aktiviteter fortsætter som planlagt, og der vil fortsat blive tilbudt kurser, foredrag, workshops og højskoleaktiviteter i hele Vendsyssel.
Aftenskolens kontor i Hjørring fortsætter uændret, ligesom samarbejdet med lokale foreninger og biblioteker bevares.
Fakta om FOKUS Vendsyssel
- Aktiviteter i fem kommuner
- Omkring 50 undervisere pr. sæson
- Cirka 130 kurser, foredrag og koncerter pr. sæson
- Seks højskoleforløb med ugentlige aktiviteter
- Omkring 2.000 deltagere hver uge

