Fra januar 2026 bliver den kollektive trafik styrket i store dele af Nordjylland. Som led i projektet Fremtidens Kollektive Trafik udvider Nordjyllands Trafikselskab (NT) expresbusnettet i fem kommuner: Frederikshavn, Hjørring, Jammerbugt, Thisted og Morsø.
Ændringerne træder i kraft den 17. januar 2026 og betyder flere afgange på expresbusserne. Flere steder suppleres ruterne desuden med nye stoppesteder, hvilket skal gøre det lettere for både pendlere og andre rejsende at benytte den kollektive trafik.
Ifølge NT er expresbusserne blandt de mest efterspurgte tilbud i regionen.
– Når vi spørger kunderne, er expresbusserne noget af det mest attraktive i den nordjyske kollektive trafik og også et tilbud, der kan få flere bilister til at vælge bussen, siger Ole Schleemann, direktør for kunder og drift hos NT.
Justeringerne af rutenettet er baseret på blandt andet pendlingsdata, befolkningstal og eksisterende rejsemønstre for i højere grad at matche efterspørgslen i de enkelte områder.
Projektet Fremtidens Kollektive Trafik er blevet rullet ud gradvist siden august 2024. Ifølge NT viser de første resultater, at antallet af passagerer er steget med 11 procent i de korridorer, hvor der allerede er gennemført ændringer.
– Expresbussernes styrke er de færre stop, som giver hurtigere forbindelser mellem de større byer. Samtidig bliver de fleksible løsninger som Flextur og Plustur styrket i områder, hvor der er længere afstand til busruterne, siger Ole Schleemann.
Implementeringen af Fremtidens Kollektive Trafik sker i etaper og forventes afsluttet i løbet af 2026. Målet er at skabe en mere sammenhængende, fleksibel og økonomisk bæredygtig kollektiv trafik i hele Nordjylland.
De konkrete ændringer i ruter og afgange kan findes på NT’s hjemmeside.

