Bestyrelserne har godkendt trekvartårsregnskaberne for alle selskaber. Varme A/S leverer fortsat meget tilfredsstillende resultater, mens de øvrige selskaber generelt følger de fastlagte budgetter.
For Vand A/S er byggeriet af det nye vandværk på Hjørringvej endnu ikke igangsat. Den forlængede sagsbehandling ved Miljø- og Fødevareklagenævnet påvirker fortsat årets resultat.
Hos Varme A/S kan fjerde kvartals regnskab svinge betydeligt. Elpriserne stiger ofte i denne periode, hvilket kan øge indtjeningen fra el-salg, mens koldere efterårs- og vintertemperaturer samtidig kan give højere omkostninger.
Ny sikkerhedsprocedure: Vi er stadig til stede – men døren er låst
Forsyningssektoren oplever stigende krav til sikkerhed og beredskab, bl.a. som følge af geopolitiske forhold og nyere hændelser som droneobservationer i september. Der gennemføres derfor et større sikkerhedsprojekt baseret på nye risikovurderinger og krav i CER-/NIS2-lovgivningen.
Som led i dette arbejde er der etableret en ny indgang med skydedøre samt et automatiseret adgangs- og registreringssystem på Varmeværket på Virksomhedsvej.
Fremover vil døren til receptionen som udgangspunkt være låst i åbningstiden, så der ikke længere er fri adgang.
Det understreges, at personalet fortsat er til stede og lukker besøgende ind straks efter registrering. Den nye procedure skal sikre, at Forsyningen lever op til sit ansvar som kritisk infrastruktur og erstatter den tidligere praksis med åben adgang.

