Hos Reden Aalborg har trygge omgivelser altid været en vigtig del af arbejdet med byens mest udsatte. Nu har værestedet fået en markant forvandling, efter IKEA Aalborg og deres indretningseksperter har givet stedet en gennemgribende makeover. Resultatet er lyse, rolige og funktionelle rum, der skal skabe bedre rammer for ro, fællesskab og trivsel.
Den nye indretning er blevet mulig takket være IKEA Aalborgs Naboskab 2025-initiativ, hvor kunderne stemmer på lokale fællesskaber, der fortjener støtte. Her blev Reden Aalborg udvalgt som én af modtagerne og modtog en makeover til en værdi af 70.000 kroner.
Et fristed i nye farver
Reden Aalborg fungerer som et trygt fristed for mennesker på kanten af samfundet – særligt kvinder i og omkring prostitution. For mange betyder det alt at kunne træde ind i et varmt, værdigt og roligt miljø.
“Det betyder faktisk alverden for os. Først og fremmest fordi det er nordjyderne selv, der har stemt på Reden som modtager i IKEAs Naboskab-projekt. Det giver os en enorm følelse af opbakning fra vores lokalsamfund – og det varmer,” siger Jeanette Dam Kaastrup, forstander for Reden Aalborg.
Hun tilføjer:
“Samtidig glæder vi os over, at IKEA har lyttet så fint til vores ønsker. Indretningen betyder meget – både for vores medarbejdere og for dem, der bruger huset. Det handler om at blive mødt med værdighed og komme ind i rammer, der føles lyse, varme og rolige.”
Samarbejde med mening
IKEA Aalborgs indretningsteam har i tæt samarbejde med Redens personale og brugere skabt en ny indretning af blandt andet caféområdet og mødelokalet. Der er lagt vægt på funktionalitet, god opbevaring og hyggelige fælleszoner, hvor brugerne både kan samles til samtaler og finde ro.
“Vi føler os virkelig privilegerede over at have haft professionelle med øje for både funktion og atmosfære. Og jeg synes, det er dejligt, at vi også har kunnet genbruge nogle af vores gamle IKEA-møbler – det gør projektet både miljøvenligt og personligt,” siger Jeanette Dam Kaastrup.
Et naboskab, der vokser
Naboskab 2025 er et initiativ, hvor IKEA Aalborg og kunderne sammen hjælper lokale fællesskaber med at forbedre deres fysiske rammer. I år modtog varehuset 78 ansøgninger, hvoraf fem gik videre til finalen. Omkring 2.500 kunder deltog i afstemningen, som endte med at give Reden Aalborg makeover-støtten.
“Vi arbejder for at skabe en bedre hverdag – også uden for varehuset. Gennem Naboskab får vi lov til at bruge vores indretningsekspertise til at støtte fællesskaber som Reden. Det har været fantastisk at mærke samarbejdet mellem vores kunder, medarbejdere og Reden selv,” fortæller Kim Østergaard Nielsen, varehuschef i IKEA Aalborg.
Initiativet, som begyndte som et pilotprojekt i Aalborg, udvides fra næste år til alle IKEAs seks varehuse i Danmark. Dermed får endnu flere foreninger, væresteder og organisationer mulighed for at få hjælp til at skabe rammer, hvor fællesskab og nærvær kan blomstre.

