En ny fotoserie skal inspirere flere børn og unge i Østervrå til at blive en del af det lokale foreningsliv. Bag initiativet står Østervrå Idrætsforening, der i samarbejde med gymnastikforeningen GF77, Try-Thorshøj Boldklub og KFUM- og Baptistspejderne ønsker at vise mangfoldigheden af fritidstilbud i området.
Projektet er blevet til med støtte fra Melsen Fonden, der har doneret midler til at få produceret og ophængt en række fotoplakater på Torslev Skole.
Fritidsliv som løftestang for trivsel
Hos Østervrå Idrætsforening oplever man tydeligt, at børn og unges trivsel styrkes gennem et aktivt fritidsliv. Derfor håber foreningen, at fotoprojektet kan være med til at få flere til at deltage i de lokale fællesskaber.
– Med en donation fra Melsen Fonden er det blevet muligt at hænge en række fotoplakater op på Torslev Skole i Østervrå, så vi kan inspirere endnu flere børn og unge til at deltage i foreningslivet. Det kan bidrage til at styrke sammenholdet og trivslen i lokalsamfundet, fortæller Knud Rommedal Hjørnholm, formand for Østervrå Idrætsforening.
Han understreger, at samarbejdet med byens skole spiller en central rolle:
– Når børnene deltager aktivt i foreningslivet, smitter det også positivt af på deres skolegang. Det skyldes både de sociale relationer og de succesoplevelser, som foreningslivet giver uden for skoletiden. Derfor vil vi gerne gøre endnu flere opmærksomme på de mange muligheder, der findes i vores område.
Lokalt engagement og opbakning
Fotoplakaterne vil blive hængt op på Torslev Skole i løbet af november, og projektet skal samtidig være en visuel påmindelse om de mange fællesskaber, børn og unge kan blive en del af i lokalområdet.
Hos Melsen Fonden ser man projektet som et godt eksempel på, hvordan lokalt samarbejde kan skabe værdi.
– Vi er glade for at kunne støtte projektet mellem Østervrå Idrætsforening og Torslev Skole, da det både styrker sammenholdet i foreningslivet og trivslen blandt børn og unge i området, siger Kurt Møller, bestyrelsesmedlem i Melsen Fonden.
Fonden har som et af sine formål at støtte projekter, der fremmer fællesskab, sundhed og trivsel i lokalområdet – og netop derfor var det ifølge Kurt Møller helt naturligt at bakke op om initiativet i Østervrå.
Når fotoplakaterne bliver sat op, håber arrangørerne, at endnu flere børn får lyst til at melde sig ind i de lokale foreninger – og mærke glæden ved fællesskab, bevægelse og nye venskaber.

