Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt har netop godkendt en række beslutninger, som både får betydning for beredskabet, skolestrukturen og udviklingen af lokalsamfundene.
Brandstationer fastholdes i Jammerbugt
Som en del af Nordjyllands Beredskabs nye plan ”Nordjyllands Beredskab 2029” står det klart, at serviceniveauet fastholdes, og de fire brandstationer i Brovst, Fjerritslev, Pandrup og Aabybro bevares.
– Serviceniveauet forbliver, som det er nu, ligesom de fire brandstationer bevares, så der fortsat er beredskab tæt på borgerne, udtaler borgmester Mogens Christen Gade.
Stationerne i Jammerbugt havde i alt 606 udrykninger i perioden 2021-2024.
Planen sætter desuden fokus på, at Nordjylland skal være trygt og sikkert for alle borgere og virksomheder – blandt andet ved at styrke robustheden i lokalsamfund og forberede sig på ekstraordinære hændelser.
Ejendomssalg og fremtidens havne
Kommunen har i 2024 solgt ejendomme og arealer for 15 mio. kr. og har samme målsætning for 2025. Samtidig arbejdes der på den fremtidige havnestruktur i Jammerbugt, mens bibliotekernes bemandede åbningstid er reduceret med fem timer ugentligt.
Der er også dialog med Socialtilsyn Nord og Social- og Boligstyrelsen om etablering af et nyt botilbud.
Skolestruktur under lup
Kommunalbestyrelsen har besluttet at igangsætte en evaluering af skolestrukturen, så der ligger et solidt beslutningsgrundlag for den kommende kommunalbestyrelse.
– Det er normal kutyme, at vi i slutningen af en kommunalbestyrelses periode får et overblik over skoleområdet. Der bliver blandt andet indhentet fakta og prognoser for folkeskolerne i kommunen, siger borgmester Mogens Christen Gade.
Samtidig evalueres projektet ”Liv i By, Skole og Lokalsamfund”, der blev startet i 2014 under sloganet “Hellere udvikle end afvikle”. Rambøll står for den eksterne evaluering, som blandt andet gennemfører gruppeinterviews i ni landdistrikter.
Fire faldefærdige ejendomme rives ned
På mødet den 28. august besluttede kommunalbestyrelsen at opkøbe fire ejendomme til nedrivning.
– For at kommunen fremstår attraktiv for borgere, tilflyttere og turister har vi i mange år arbejdet målrettet med at reducere antallet af faldefærdige bygninger. Det sker både gennem nedrivning og ved at støtte byfornyelsesprojekter, forklarer borgmester Mogens Christen Gade.
Et eksempel er den gamle station i Skovsgård, som ildsjæle har overtaget og er i gang med at renovere.
Kontakt til kommunen
Har du en ubeboet eller faldefærdig ejendom i Jammerbugt, kan du kontakte kommunen på nedrivning@jammerbugt.dk eller på 41 91 26 52. Efter besigtigelse kan der indgås en aftale om nedrivning.

