Vendsyssel: Det danske sommerland er i fuld gang, og det ser ud til, at travlheden kun tager til. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at august og september 2025 bliver de mest travle sensommermåneder nogensinde for de danske feriehusudlejere – og det kan især mærkes i de populære ferieområder i Vendsyssel og det nordjyske kystland.
For første gang i historien har august nu overhalet juli målt på antal forhåndsbookede husuger, og september følger stærkt med. Sammenlignet med 2024 er der 4 % flere bookinger i august og 5 % flere i september. Sammenligner man med 2020, er væksten endnu mere markant – 15 % og 33 %.
– Tyskerne fylder klart mest i sensommeren. 9 ud af 10 bookinger i august og september kommer fra tyske gæster. De søger mere værdi for pengene og undgår højsæsonens priser. Her er de danske feriehuse stadig et trygt og attraktivt valg, siger Flemming Toft Andersen, direktør i Feriepartner Danmark.
Feriehusområderne i Blokhus, Løkken, Skagen, Lønstrup og Tversted mærker allerede effekten. Mange lokale oplever høj aktivitet – ikke kun i juli, men nu også langt ind i sensommeren.
Juli flader ud – men sommeren som helhed bliver stærk
Mens juli plejer at være den travleste måned, ser den i år ud til at lande på niveau med sidste år – men 12 % lavere end i 2019. Til gengæld peger alt på, at 2025 bliver den næst travleste sommersæson nogensinde målt på samlede forhåndsbookinger – kun overgået af 2023.
Og med september talt med, kan 2025 blive det bedst bookede år nogensinde i de danske feriehuse.
– Hele turismebranchen har i flere år arbejdet for at forlænge sæsonen, og nu ser vi resultaterne. Det skaber liv og omsætning i kystområderne langt ind i efteråret – og er en klar gevinst for både erhverv og lokalsamfund, siger Flemming Toft Andersen.
Han peger på, at spredningen af tyskernes ferieuger og manglen på norske gæster i juli kan forklare, hvorfor højsæsonen ikke længere er det entydige højdepunkt.
I 2024 blev der registreret over 23 millioner overnatninger i danske feriehuse. Alt tyder på, at 2025 sætter en ny rekord – og det mærkes helt ude ved klitterne i Vendsyssel.

