NORDJYLLAND – Flere og flere nordjyder lader bilen stå og vælger i stedet expresbusserne, når de skal til og fra arbejde, uddannelse eller fritidsaktiviteter. Det viser de første passagertal efter, at NT i august 2024 satte gang i en række ændringer i det store projekt Fremtidens Kollektive Trafik.
På strækningen mellem Asaa og Aalborg er antallet af passagerer mere end fordoblet på bare ét år. Mellem Løgstør og Aalborg er der næsten en tredjedel flere passagerer end tidligere. Det peger på, at flere hurtige afgange og færre stop mellem de større nordjyske byer rammer et behov hos mange.
– Vi kan se, at når vi øger frekvensen og gør det lettere og hurtigere at rejse mellem byerne, så stiger interessen markant. Det gælder især på ruter som Asaa-Aalborg og Løgstør-Aalborg, hvor der nu er langt bedre dækning med expresbusser, forklarer Ole Schleemann, direktør for Kunder & Drift i NT.
Hurtigt frem – færre stop
Konceptet for expresbusserne er enkelt: få stop og hurtigt frem. Komforten er i top, og bustypen scorer højt i de løbende kundetilfredshedsundersøgelser. Med faste afgange hver time – også aften og weekend – er expresbusserne blevet en grundpille i den nordjyske trafikplan.
– Vi udbygger der, hvor flest rejser. De store rejsestrømme skal have de hurtigste og bedste forbindelser. Samtidig bruger vi tilbud som Flextur og Plustur til at dække de tyndere områder og tider, så vi samlet set udnytter kapaciteten bedst muligt, siger Ole Schleemann.
Mere på vej – også i Himmerland og Vendsyssel
Til august 2025 er næste fase klar. Her bliver expresbusnettet udvidet mellem Hadsund, Hobro og Aalborg, men borgerne i Vendsyssel får også glæde af, at expresbus-konceptet forventes bredt ud til endnu flere nordjyske forbindelser i de kommende år.
NT har siden 1990’erne haft succes med X Bus-konceptet, og det bliver nu udviklet og tilpasset fremtidens behov – med flere afgange og mere tilgængelighed på tværs af Nordjylland.
– Det handler i bund og grund om at gøre hverdagen nemmere for nordjyderne – og få endnu flere til at vælge kollektiv trafik, afslutter NT-direktøren.
Fakta:
- Projekt: Fremtidens Kollektive Trafik
- Fokus: Hurtige, direkte forbindelser med expresbusser mellem større byer
- Resultat:
- +100 % flere passagerer mellem Asaa og Aalborg
- +30 % flere mellem Løgstør og Aalborg
- Næste fase: Udvidelse af expresbusnet mellem Hadsund, Hobro og Aalborg i august 2025

