Onsdag den 7. maj kl. 12.00-12.15 bliver sirenerne i Frederikshavn Kommune testet som led i den landsdækkende afprøvning af varslingssystemet. Det er Beredskabsstyrelsen og Politiet, der står bag øvelsen, som skal sikre, at sirenerne fungerer korrekt i tilfælde af alvorlige hændelser.
Testen sker én gang om året og har til formål at gøre befolkningen bekendt med signalerne og kontrollere, at udstyret virker som det skal.
Her testes sirenerne
I Frederikshavn Kommune findes sirener på følgende kommunale adresser:
- Birkedalsvej 26B, 9900 Frederikshavn
- Skøjtealleen 6, 9900 Frederikshavn
- Hattemagervej 33 A, 9300 Sæby
- Strandvej 65, 9970 Strandby
- Drachmannsvej 36, 9990 Skagen
- Engvej 10, 9982 Ålbæk
Derudover findes der også sirener placeret på private grunde, som ikke er nævnt i listen.
Vigtigt: Undgå panik og beskyt hørelsen
Borgerne opfordres til ikke at ringe 1-1-2, politi eller brandvæsen, når sirenerne lyder. Det er en planlagt test, og unødvendige opkald kan blokere alarmcentralen for reelle nødsituationer.
Personer, der befinder sig tæt på en sirene – inden for 40 meter – i vandret retning, bør anvende høreværn, da lydniveauet kan give høreskader på så kort afstand. Ved almindeligt ophold længere væk fra sirenerne er der ingen risiko for høreskader.
Mobilvarsling testes også
Samtidig testes også den mobile varsling via appen S!RENEN, som kan advare direkte på din telefon i tilfælde af fare. Du kan læse mere om appen og varslingssystemet på sirenen.dk og brs.dk.