Manglende returnering af transportstel har i årevis kostet glasbranchen både penge og ressourcer. Nu tager Glaseksperten i Hjørring – en af Nordens førende glasproducenter – konsekvensen og lancerer et nyt digitalt koncept, der skal sikre en mere cirkulær håndtering og nedbringe ressourcespildet markant.
Glas til byggeprojekter leveres traditionelt på træ- eller stålstel, som skal returneres til producenten, men ofte bliver de ikke sendt retur. Årsagerne er mange – fra forsinkelser på byggepladser til mangel på overblik og tid. Resultatet er, at tusindvis af stel hvert år enten går tabt eller glemmes.
– Det har været for manuelt og for besværligt at sikre sig, at stel blev afhentet igen. Det har både været dyrt og ressourcekrævende – og vi har kunnet mærke det direkte på både lager og bundlinje, forklarer Line Gulbæk Christensen, logistikchef hos Glaseksperten.
Digitalisering og incitamentsstruktur i fokus
Det nye koncept bygger på en digital platform, hvor kunderne får fuldt overblik over udestående stel og nemt kan bestille afhentning. Systemet tager højde for kundernes forskellige behov – nogle ønsker hurtig afhentning, mens andre har brug for midlertidig opbevaring.
For at styrke incitamentet til returnering indfører Glaseksperten samtidig en ny lejemodel. Hvor kunder tidligere blev opkrævet fuld pris for et stel, der ikke blev returneret, overgår det nu automatisk til leje, hvis returneringen ikke sker inden for den aftalte periode.
– Det giver kunderne mulighed for at beholde stellet til en lavere pris, hvis de har behovet, men vigtigst af alt: Det skaber motivation for at returnere det. På den måde understøtter vi en mere cirkulær værdikæde, siger Line Gulbæk Christensen.
Mere effektiv logistik og færre tomme kilometer
Med det digitaliserede overblik kan Glaseksperten også optimere logistikken. Ved at planlægge afhentninger bedre kan virksomheden reducere tomme kørsler og sikre bedre udnyttelse af kapaciteten – en gevinst både økonomisk og miljømæssigt.
Konceptet lever desuden op til de kommende krav i den nye bekendtgørelse om Udvidet Producentansvar for Emballage, hvor producenter skal tage ansvar for returnering og genbrug af transportmaterialer.
Implementering og løbende tilpasning
Systemet blev udrullet i marts og tilpasses løbende på baggrund af kundernes tilbagemeldinger. Målet er at skabe en skalerbar model, der kan sætte en ny standard for ansvarlig logistik i glasbranchen.
– Vi ser det som en nødvendighed at tage ansvar for hele værdikæden – ikke kun selve produktet. Med det nye system får vi en løsning, der både reducerer ressourcespild, letter arbejdsbyrden for kunderne og bidrager til en grønnere branche, afslutter Line Gulbæk Christensen.