Hos Nordjyllands Internat oplever man ofte, at dyr i nødpasning har akut behov for dyrlægehjælp – hjælp som ejerne desværre ikke altid har råd til. Nu har Melsen Fonden doneret et større beløb til internatet, hvilket gør det muligt at tilbyde gratis behandling til kæledyr fra socialt udsatte familier.
Internatet i Hjallerup tager hvert år imod op mod 100 dyr i nødpasning fra borgere, der midlertidigt ikke selv kan tage sig af deres kæledyr – f.eks. i forbindelse med hospitalsindlæggelse. Mange af dyrene har brug for dyrlægehjælp, men ejerens økonomiske situation gør det svært at få den nødvendige behandling.
Med en donation på 150.000 kr. fra Melsen Fonden kan Nordjyllands Internat nu tilbyde gratis dyrlægehjælp i deres egen klinik. Det betyder ifølge internatchef Karina Fisker en kæmpe forskel:
– Vi er utroligt taknemmelige for donationen fra Melsen Fonden. Den gør en afgørende forskel for de mange dyr, der hvert år kommer i nødpasning hos os. Nu kan vi sende dem hjem med vished om, at de har fået den nødvendige behandling, siger hun og tilføjer:
– Det handler ofte om tandrensninger, behandling af infektioner, øreproblemer og almindelige sundhedstjek. Uden behandling kan selv små problemer udvikle sig til alvorlige lidelser med smerte og kroniske følger. Derfor er den rette behandling afgørende – både for dyrenes velbefindende under opholdet og når de vender hjem igen.
Donationen bygger videre på det samarbejde, som begyndte i 2023, da Melsen Fonden donerede 4,4 millioner kroner til etableringen af internatets nye dyrlægeklinik. Bestyrelsesmedlem i fonden, Kurt Møller, glæder sig over at kunne støtte endnu en gang:
– Et af vores fire formål er at støtte forbedringer af dyrs vilkår. Derfor falder det os naturligt at bakke op om de initiativer, Nordjyllands Internat tager for at styrke dyrevelfærden i Nordjylland. Med denne donation håber vi at gøre en reel forskel for både dyrene og de borgere, der har brug for økonomisk hjælp til behandling af deres kæledyr.
Nordjyllands Internat forventer, at donationen vil dække udgifterne til dyrlægebehandling for nødpasningsdyr frem til udgangen af 2025.