Blokhus – Vinteren i Blokhus er blevet lidt varmere, takket være en lokal donation fra feriehusudlejningsbureauet Sol og Strand. Med et bidrag på 20.000 kroner er Sol og Strand med til at sikre, at den populære skøjtebane midt i byen også denne sæson kan tilbyde gratis oplevelser til både lokale og besøgende.
Blokhus Skøjtebane har i årevis været et vinterligt samlingspunkt i Jammerbugten. Her skøjter familier, unge og feriegæster side om side, og mange vender tilbage år efter år for at nyde den særlige stemning på isen.
Men det koster at holde skøjtebanen i gang – især når strømforbruget er stort. Derfor er opbakning fra lokale virksomheder og fonde afgørende for at holde liv i vinteraktiviteterne.
Donationen blev for nylig overrakt af bureauchef Julia Spiess Wolsgaard-Iversen fra Sol og Strand Blokhus til Rikke Eriksen fra Erhvervsforening Blokhus.
– Vi ønsker at bakke op om projekter, der skaber liv hele året rundt. Skøjtebanen i Blokhus er ikke kun en attraktion, den styrker også fællesskabet i lokalområdet og tiltrækker gæster i en ellers stille sæson, siger Julia Spiess Wolsgaard-Iversen.
Midlerne kommer fra Sol og Strands program “Den Lokale Håndsrækning”, som hvert år støtter initiativer i ferieområder over hele landet. Formålet er at styrke sammenhold og skabe varige værdier i de lokalsamfund, hvor bureauet udlejer sommerhuse.
– Vi ser det som en naturlig del af vores ansvar at give tilbage til lokalområderne. Skøjtebanen i Blokhus er et forbillede på, hvordan lokale kræfter kan løfte en idé, der gør en forskel – og det støtter vi gerne, afslutter Julia Spiess Wolsgaard-Iversen.
FAKTA:
- Blokhus Skøjtebane er åben fra midt i november til midt i februar.
- Skøjter kan lånes gratis.
- Projektet drives i samarbejde med Erhvervsforening Blokhus.
Kontakt: Julia Spiess Wolsgaard-Iversen
Bureauchef, Sol og Strand Blokhus