Denne sommer har der allerede været flere alvorlige situationer ved strandene, hvor badegæster er kommet i nød på grund af revlehuller og fralandsvind. I sidste uge alene reddede livreddere 12 personer ud af revlehuller, og fire personer på SUP blev hjulpet i land, da de blev fanget af fralandsvind. Disse hændelser har fået livredderne til at informere om, hvordan man skal reagere, hvis man ser personer i vandet, som er i nød.
Udfordringer med Revlehuller og fralandsvind
Revlehuller og fralandsvind skaber fortsat udfordringer for badegæster på strandene. I sidste uge var livredderne flere gange i aktion for at hjælpe badegæster tilbage på land. Et badedyr, der drev til havs, udløste også en stor redningsaktion med helikopter, da strandgæster alarmerede om, at der var set to børn på badedyret. Heldigvis var der ingen på badedyret, og aktionen blev afblæst.
“Vinden overrasker fortsat badegæsterne, som kan have svært ved at vurdere, hvor kraftig den er, når man kommer lidt ud fra kysten. Især på SUP eller oppustelige badedyr kan det hurtigt blive farligt, hvis man falder i vandet uden rednings- eller svømmevest. Hold altid oppusteligt badeudstyr på land i fralandsvind, og informer politiet på 1-1-4, hvis dit badedyr driver til havs, så unødvendige redningsaktioner undgås,” siger Anders Hammer, uddannelsesleder i TrygFonden Kystlivredning.
Slå Alarm og bliv på land
Hvis du ser en person i nød i vandet, skal du straks alarmere livredderne på stranden.
“Det er naturligt at ville kaste sig i vandet for at hjælpe, men man kan ende med at bringe sig selv i fare. Hvis man ikke har de rette forudsætninger, skal man blive på land og slå alarm til livredderne. Er der ingen livreddere i nærheden, og situationen er alvorlig, skal du ringe 1-1-2,” siger Anders Hammer.
“Selv hvis man er en god svømmer, kan man komme i problemer. Det kræver særlige kvalifikationer at redde personer i vandet. Man kan hjælpe fra land ved at bruge ‘tal-snak-kast’-metoden. Er personen fx fanget i et revlehul, kan du råbe, at han eller hun skal lade sig drive med ud og svømme langs stranden, når strømmen aftager, og derefter søge ind mod land. Hvis personen er tæt på land, kan du række en lang genstand ud, fx en bådshage. Eller kast en redningskrans, hvis personen er længere ude,” forklarer Hammer.
Redningsmetoder: Tal – Ræk – Kast
- Tal beroligende og diriger den nødstedte:
- Hvis personen er ved bevidsthed og tæt på land, kan du tale beroligende og give råd. Brug ord, øjenkontakt og kropssprog til at guide personen.
- Ræk en gren, parasol, bådshage el.lign.:
- Hvis personen er ved bevidsthed, kan du række noget langt, fx en gren, trøje, parasol eller bådshage, og trække personen ind. Giv slip, hvis du selv er i fare for at blive trukket i vandet.
- Kast en redningskrans, bold el.lign.:
- Hvis personen er for langt væk til, at du kan række noget til vedkommende, kan du kaste en flydende genstand, fx en redningskrans med line.
Vurderer du, at situationen er alvorlig, skal du straks alarmere 1-1-2.