Har du en partner i Nordjylland? Så er chancen for, at du får en del af gevinsten, hvis vedkommende vinder, større end i resten af Danmark. Over halvdelen af Nordjyderne ville nemlig dele med deres partner, hvis de vandt en stor gevinst. Og så er det langt fra alle, der har tænkt sig at stoppe med at arbejde, hvis de vinder stort. Det viser en ny undersøgelse, som YouGov har foretaget på vegne af Danske Spil.
I sommeren 2022 blev en heldig dansker 750 millioner kroner rigere ved Blåvand, en begivenhed der må have sat store drømme i gang hos mange. Men hvad vil nordjyderne egentlig gøre, hvis de vandt mere end 10 millioner kroner? Danske Spil har undersøgt sagen.
Nordjyderne topper i gevinstdeling med deres partner, da hele 53% ville dele nogle af pengene med deres partner, hvis de vandt den store gevinst. De viser dermed en større vilje til at dele den nyvundne gevinst med partneren end resten af danskerne.
Den første store ting, nordjyderne vil gøre, er at dele gevinsten med familien, hvis de vandt den helt store præmiepulje. Efter at have delt ud af puljen vil 20 pct. afdrage på gæld og dernæst tage på en rejse (16 pct.) i jagten på gode oplevelser.
“Undersøgelserne viser tydeligt, at familie fylder mest i hovedet på danskerne, når de drømmer om at vinde store gevinster. Selv når vi snakker gevinster på et par millioner kroner, viser undersøgelsen, at rigtig mange er meget villige til at dele heldet og gevinsten. Når vi herinde taler med vinderne, fortæller de også, at de gerne vil rejse, udleve drømme med familien og forsøde tilværelsen,” siger Malene Mølgaard, adm.direktør i Danske Lotteri Spil, som står bag Eurojackpot i Danmark.
I undersøgelsen svarer 78 pct. af de adspurgte nordjyder, at de vil dele pengene med andre, hvis de vandt, og her står familien i forreste række. Til spørgsmålet om, hvem de ville dele med, svarede 94 pct. således, at de ville dele med familien, 53 pct. ville dele med deres partner og 33 pct. vil dele gevinsten med en velgørende organisation, hvilket gør nordjyderne til dem, der helst vil bidrage til en velgørende organisation i Danmark. Kun 12 pct. af de adspurgte ville beholde gevinsten for sig selv.
Så siger du da jobbet op?
Med et loft på 750 millioner kroner i Eurojackpot er der nærmest ingen begrænsninger for, hvor mange oplevelser og glæder, man kan dele ud af til sine nærmeste, men mindre kan også gøre det. Og en ting er sikkert, man behøver ikke gå på arbejde igen, når man har fået mange, skattefri millioner ind på bankbogen.
Men faktisk er det langt fra alle, der har tænkt sig at stoppe med at arbejde i tilfælde af en gevinst over 10 mio. kr. Hele 68 pct. af danskerne vil fortsætte med at arbejde, selv efter en betydelig pengepræmie. Kun 22 pct. ville fuldstændigt trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, mens 9 pct. ville arbejde med noget andet.
“En stor gevinst er ikke blot en pose penge, men i højere grad muligheden for at gøre noget godt for sig selv og andre. Danskerne drømmer ifølge undersøgelsen om fællesskab og frihed, som begge også kan findes på en god arbejdsplads. Det afspejler svarene også; at arbejdet spiller en afgørende rolle for danskernes identitet og følelse af fællesskab,” slutter Malene Mølgaard.
Hele 39 pct. af de adspurgte svarer, at en gevinst på mellem 1 og 4 millioner kroner vil være livsændrende for dem, og svarene indikerer også, at danskernes drømme ikke udelukkende er formet af materielle ønsker. Flest svarer (34 pct.), at det handler om at få et ‘frirum i hverdagen’.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov på vegne af Eurojackpot. Der er i alt gennemført 1.003 CAWI-interview med danskere i alderen 18+ år, i perioden 2. maj – 5. juni 2023.