Danmarks største pyrolyseanlæg står snart klar:
Forbrændingsproces fyrer op under behov for brandsikkerhed
Danmarks største pyrolyseanlæg er snart klar til brug, men størrelsen af anlægget og selve pyrolyseprocessen kræver stort fokus på brandsikkerheden. Derfor har brandsikringsspecialisten Safevent rådgivet og stået for brandsikkerheden i det nye pyrolyseanlæg.
Det nye SkyClean-anlæg i Vrå i Nordjylland kommer til at være ti gange større end det hidtil største i landet med en kapacitet på 20 MW og behandling af 40.000 tons restfibre om året. Restfibrene kommer fra det tilstødende biogasanlæg, hvor de opvarmes til høje temperaturer, hvorved restfibrene bliver til biokul, der binder CO2, samt en større mængde grøn gas og bio-olie. På grund af forbrændingsprocessen var det nødvendigt at få en brandrådgiver med i etableringsfasen.
– I pyrolyseprocessen opvarmes restfibre til 700 grader i et iltfrit miljø. Men andre trin i processen involverer tørre og varme restfibre, som i kontakt med ilt kan føre til brand eller eksplosion og dermed kan udgøre en fare for medarbejderne og produktionen. Den fare vil vi gerne undgå. Derfor er det nødvendigt at forstå og implementere de rigtige sikkerhedsforanstaltninger og sikre, at processen udføres under kontrollerede forhold og i et sikkert miljø, forklarer Morten D. Johansen, der er Mechanical Engineer hos Stiesdal SkyClean.
Det har fået Stiesdal til at investere knap en halv million i brand- og sikkerhedseksperten Safevent, så anlægget overholder alle de nødvendige sikkerhedsstandarder, hvilket minimerer risikoen for brand.
Flere brandbare elementer
Pyrolysefaciliteter behandler store mængder brændbare materialer i et begrænset rum. Her omdannes organisk materiale til mindre molekyler ved høje temperaturer i fravær af ilt. Når organiske materialer såsom træ, papir eller plastik udsættes for høje temperaturer under pyrolyseprocessen, frigives pyrofore materialer, der kan antændes spontant, hvis de udsættes for ilt.
– Vi kigger altid efter, om der kommer tørstof ud, og hvor der er tændkilder. Her er det så vigtigt at have passende sikkerhedssystemer og procedurer på plads såsom gnistdetektering og brandslukningssystemer. Ophobningen af brændbare materialer under processen kan skabe en betydelig brandfare, hvis de ikke håndteres korrekt, forklarer René H. Jørgensen, der er direktør hos Safevent.
Tæt samarbejde øger sikkerheden
Med de mulige brandfarer er det vigtigt for Stiesdal, at deres nyeste SkyClean anlæg har rådgivere og underleverandører med, der forstår sig på processen og de nødvendige sikkerhedsmæssige tiltag. Især når det er virksomhedens største pyrolyseprojekt til dato.
– Vores mål er at bygge flere fabrikker i både ind- og udland. Men vi skal være helt sikre på de sikkerhedsmæssige overvejelser med vores største projekt, før vi kommer dertil. Derfor har det givet stor værdi at have en ekspert med på sidelinjen, der helt lavpraktisk kunne klarlægge de sikkerhedsmæssige overvejelser, og hvor sikkerhedsudstyret bør monteres. Med en ekstra grundig gennemgang denne gang er vi helt klar til vores fremtidige projekter, forklarer Morten D. Johansen.
At komme helt tæt på processen som rådgiver ser Safevent også som en essentiel del, hvis sikkerheden skal være effektiv for at sikre både medarbejdere, produktioner og bygninger mod brand og eksplosion.
– Det skaber bare mere værdi, når man gennemgår alle risikoer med det samme i stedet for, at det sker løbende. Vi har altid været fortaler for forebyggende brandsikring, så jeg er rigtig glad for at være en del af Stiesdals ambitiøse projekt og opleve, at der bliver indtænkt sikkerhed tidligt i processen, forklarer René H. Jørgensen.
Pyrolyseanlægget forventes færdigbygget og operationsdygtigt i begyndelsen af efteråret.