Sportsmedicinsk Center på Regionshospital Nordjylland har nu officielt indviet nye lokaler på Frederikshavn Sygehus. Indvielsen markerer, at afdelingens fysiske rammer nu er helt opdaterede, og afdelingen er klar til at behandle sportsfolk med skader.
Har indrettet sig efter sine patienter
Nu er er Sportsmedicinsk Center på Regionshospital Nordjylland officielt indviet på Frederikshavn Sygehus. Centeret, der åbnede i 2021, havde sin spæde start i Hjørring, men er sidenhen rykket til Frederikshavn, hvor lokaler og behandlingsmuligheder nu er i top.
Det fortæller specialeansvarlig overlæge på Sportsmedicinsk Center, Thøger Persson Krogh.
Vi er så glade for, at vi nu endelig officielt kan indvie lokalerne, hvor vi årligt ser cirka 6.000 idrætsudøvere, der har brug for vores hjælp og ekspertise. På Sportsmedicinsk Center har vi rigtig mange fagligheder ansat, og de nye rammer er optimale i forhold til at kunne tilbyde patienterne de bedste vilkår for behandlingen, siger Thøger Persson Krogh.
På centeret er der ortopædkirurger, reumatologer, sportsmediciner, praktiserende læge og fysioterapeuter tilknyttet. De forskellige faggrupper ser patienterne sammen – især hvis der er tale om mere komplekse problemstillinger.
Behandler både elitesportsfolk og motionister
Centeret behandler almindelige atleter og motionister eller idrætsaktive, der har fået idrætsskader. Herunder både ældre motionister og børn og unge der bliver overbelastet. Cirka 90 procent af patienterne er almindelige motionister eller sportsudøvere, mens 10 procent af patienterne er elitesportsfolk fra hele landet.
Vores målgruppe er atleter og idrætsaktive, der har fået en skade via idrætten. Det er typisk overbelastningsskader, men vi ser også følgeskader efter uheld, hvor patienten har fået akut behandling, men hvor der er blivende problemer. Derudover ser vi en del ældre motionister, som har problemer med deres sportsaktivitet på grund af slidproblemer, og hvor de så trænger til afklaring og råd og vejledning. I modsatte ende af livet ser vi også mange børn og unge, som belaster mere end de kan holde til, siger Thøger Persson Krogh.
På centeret foretages der årligt cirka 4.000 lægelige forundersøgelser og kontroller om året, og der laves også cirka 1.800 fysioterapeutiske kontroller årligt.
Patienter henvises direkte til Sportsmedicinsk Center. Det sker oftest via patientens egen praktiserende læge.
På Sportsmedicinsk Center er der i øvrigt en unik lægesammensætning, hvor der er ansat læger, der har en meget stor erfaring fra elitesportsverdenen – blandt andet som landsholds-, OL- og superligalæger.
Kilde: Region Nordjylland