Normalt sælges havemøbler i sæt, men hos My Home Møbler i Aalborg har man valgt at bryde flere sæt op – og med stor succes. Kunderne vil vælge selv ude som inde, og det gælder især, når krisen kradser.
Havemøbler sælges ofte i sæt, hvor et bord i forvejen er sat sammen med et bestemt antal stole eller sofaer. Men hos My Home Møbler i Aalborg har de splittet deres mest populære havemøbelsæt op for at imødekomme både kundernes ønsker og økonomi.
– Vi snakker med kunderne og lytter til deres ønsker her i forretningen. På den baggrund har vi gjort det muligt at sætte sine havemøbler sammen, som man ønsker det inden for vores mest solgte sæt, og det er blevet taget rigtig godt imod, siger Kim Samson der er butikschef i My Home Møbler i Aalborg.
Ifølge trend- og livsstilsekspert Mads Arlien-Søborg holder danskerne generelt igen med de store investeringer, hvorfor det at splitte et sæt op kan være særligt imødekommende over for kunderne.
– Et nyt sæt havemøbler kan være en stor udgift, og det er jo mere besparende bare at skifte eller tilkøbe en enkelt havestol frem for hele sættet. Men rent trendmæssigt kan det også handle om, at vi måske ikke længere er så interesserede i at købe havesæt, men måske hellere vil mikse og matche vores møbler udenfor – som vi også gør indenfor, siger Mads Arlien-Søborg.
Lytter til kunder frem for trends
Ifølge seneste forbrugerundersøgelse fra VoxMeter er andelen af danskere, der har planer om at bruge flere penge på møbler, faldet med 33 procent det seneste år. Det har dog kun kunnet mærkes i mindre omfang i møbelforretningen, der mener, at de med det lave prispunkt i markedet tiltrækker andre kunder end tidligere.
– Særligt når pengene er små, tror jeg, at det er vigtigt, at vi lytter til vores kunder. Det er sådan, vi har valgt at prioritere, så vi bruger ikke tid tiden på at skulle lege trendsættere. Vi snakker med vores kunder og tilpasser os, så vi bedre kan møde dem i den situation, de står i, siger Kim Samson.
Stuen rykkes ud i haven
Mix & Match-konceptet har eksisteret i en årrække inden for indendørs møbler især i stuen, hvor modulsofaen, der kan sættes sammen på mange forskellige måder, har vundet indpas sammen med spiseborde og stole, der også sælges hver for sig efter eget valg. Men nu er konceptet rykket udendørs.
– Generelt er tendensen, at vores uderum ligner det, vi har indendørs, mere og mere. Flere vil have lamper, puder og gulvtæpper udenfor, der kan tåle vind og vejr, men som har samme hjemlige hygge, som vi har i rummene inde i huset. Vi sælger også flere gulvtæpper, der kan tåle at ligge ude året rundt, ligesom sortimentet af udendørslamper, der ligner dem, man kunne have over spisebordet, også er blevet meget populære, siger Annette Schriver, der er ansvarlig for havemøbler hos My Home Møbler.
Kilde: Epicent Public Relations, MyHome