Hvert år kommer mange familier til at stå i en juridisk fastlåst situation, fordi der ikke er blevet handlet i tide. Det ses særligt i de tilfælde, hvor vedkommende ikke har oprettet en fremtidsfuldmagt, der sikrer, at de pårørende kan tage hånd om vedkommendes personlige og økonomiske anliggender. Her må folk desværre afvente et værgemål, som typisk er en besværlig og langsommelig proces.
Det er desværre ikke et særsyn, at Norden Advokatfirma får henvendelser fra familier, som er kommet i en juridisk kattepine, fordi et medlem af familien er kommet ud for en ulykke eller er blevet alvorligt syg i en sådan grad, at vedkommende ikke selv er i stand til at træffe beslutninger.
I nogle tilfælde kan det desværre have store konsekvenser. Familien står tilbage med en umulig opgave, idet det ikke er muligt eksempelvis at betale sædvanlige regninger eller udføre bankforretninger, lægge lån om, sætte boligen til salg, få digital fuldmagt til at administrere e-Boks, netbank og sociale medier mv., siger advokat i Norden Advokatfirma Vibeke Andersen.
Særligt problematisk for selvstændige
I nogle tilfælde kan det have store konsekvenser, særligt hvis personen også er selvstændig og har forpligtelser over for sin virksomhed.
Det kan umuliggøre den videre drift af virksomheden, hvis ejeren ikke selv er i stand til det. Når der ingen er til at disponere, er der stor risiko for, at virksomheden taber værdi, eller måske helt går i opløsning i den periode, siger advokat i Norden Advokatfirma Katrine Rytter Villadsen og fortsætter; Derudover ser vi også tit, at generationsskifter med børnene besværliggøres og måske helt må opgives, når ejeren ikke er i stand til at sætte den endelige underskrift på overdragelsen.
Flere muligheder med fremtidsfuldmagter
Rent praktisk hjælper Norden Advokatfirma typisk med at oprette en fremtidsfuldmagt, hvor ægtefællen i første række kan handle på vedkommendes vegne, mens børn indsættes i anden række, så de kan hjælpe, hvis der er behov for det. Det er dog fuldstændig valgfrit, hvem man indsætter som fuldmægtig.
Fuldmagten er alene hvilene, og sættes først i kraft når og hvis det bliver nødvendigt.
Fremtidsfuldmagten skal først og fremmest sikre, at din nærmeste familie ikke havner i en fastlåst situation, hvis du bliver alvorligt syg eller kommer ud for en ulykke. Men som mennesker er vi bare ikke altid så forudseende, og desværre kommer mange først fordi de har set, hvor store konsekvenser, det har haft for naboen, siger Vibeke Andersen.
Teamaften med fokus på arv og fremtidsfuldmagter
Det er vigtigt at handle, så længe man er rask og ”ved sine fulde fem”. Norden Advokatfirma inviterer nu til en temaaften tirsdag den 31. januar kl. 19 – 21 i Erhvervsparken 1, Brønderslev for alle interesserede med fokus på arv og fremtidsfuldmagter.
Det er vigtigt at være i god tid med fremtidsfuldmagten. Er du allerede dement eller får du en blodprop, der gør dig ude af stand til at varetage dine egne anliggender, SÅ er det for sent. En ting er det økonomiske, men de fleste vælger også, at fuldmagten skal gælde alle personlige anliggender, hvilket giver de efterladte mulighed for at hjælpe med kontakten til lægen og til offentlige myndigheder, siger Katrine Rytter Villadsen.
Arrangementet er gratis, men det kræver tilmelding at deltage. Tilmeldingen skal ske til Malene Gade fra Norden Advokatfirma på tlf. 9624 2446 eller på mail mkg@nordenadvokat.dk.
Kilde: Landbo Nord