Læs et uddrag af døgnrapporten fra Nordjyllands Politi her.
Frakendt førerret og narkokørsel
På trods af, at en mand var frakendt sin førerret, valgte han at sætte sig foran rattet natten til lørdag. Foran en natklub i Fjerritslev blev han stoppet, og af betjentene blev han her skønnet påvirket af spiritus og narkotika.
Han nægtede dog at medvirke i en udåndingstest. Han blev derfor anholdt og medbragt til politistationen. Her viste det sig, at han var svært påvirket af narkotika.
Tyves hyggestund i spillehal
Indbrudstyve havde efterladt sig en del genstande efter et indbrud i en spillehal på Sct Olai Plads i Hjørring. Det var tydeligt at se, at tyvene havde taget ophold i spillehallen, og at de havde haft sig en hyggelig stund på stedet.
De havde blandt andet efterladt tomme øl- og sodavandsdåser samt cigaretskodder. Genstandene blev sikret som spor.
Da tyvene forlod stedet igen, stjal de en kasse chips, sodavand og slikstænger. De kom ind via en aflåst bagdør.
Episoden fandt sted natten til fredag.
Spirituskørsel
Fredag eftermiddag kom en bilist kørende ad Skolegade i Sæby. Bilisten foretog et venstresving ind på en p-plads foran en forretning, og i den forbindelse ramte bilisten en anden bil, der var parkeret.
Efterfølgende var det klart for vidner, at bilisten var påvirket af alkohol. Politiet blev derfor tilkaldt. Ved politiets ankomst blev han anholdt, og han fik taget en blodprøve; den bekræftede alkoholpåvirkningen.
Bilistens bilnøgle blev taget med til politistationen i Aalborg, hvor den senere kunne udleveres.
En kvinde lå og sov i sit hjem på Korsvej i Tårs, da der pludselig lød et kæmpe brag. Umiddelbart kunne hun ikke se noget ud ad sit vindue, og derfor gik hun tilbage i seng.
Næste morgen kunne hun se, at det var hendes postkasse, der var blevet sprunget i stykker – formegentligt med et kanonslag.
Det var ikke første gang, at der var begået hærværk mod hendes hjem.
Bål og brand
Tre drenge tilbragte deres lørdag aften i en træhytte på Nolsvej i Saltum. De satte her ild til noget papir inde i træhytten, og de kunne ikke nå at slukke det igen før, at det havde spredt sig til selve hytten. Efterfølgende fortsatte de på en multibane, hvor de lavede endnu et bål. Denne gang af valgplakater, affald og benzin.
Ved patruljens ankomst til Saltum var drengene ikke på stedet længere. Med hjælp fra vidner og overvågning var det dog muligt at finde frem til dem.
Kilde: Nordjyllands Politi