De senere år har et stigende antal rideskoler og -klubber sat kæphesteridning på programmet. Børn elsker det, fordi det indbyder til kreativitet, naturophold og socialt samvær, siger trendforsker.
De strigles, rides, og der muges ud efter dem. Kæpheste har vundet indpas i rideskoler og -klubber, og butikker med hesteudstyr har taget det klassiske legetøj ind i sortimentet. Ifølge Dansk Ride Forbund er mindst tre og forventeligt flere nordjyske rideskoler og -klubber begyndt at undervise i kæphest, siden forbundet i 2020 tog aktiviteten til sig – heriblandt Brovst Rideklub og Vilsbæk Rideklub i Vendsyssel.
Den stigende popularitet mærkes tydeligt hos legetøjskæden Børnenes Kartel, hvor salget af kæpheste på landsplan forventes fordoblet i år sammenlignet med 2021, mens de ingen kæpheste solgte tilbage i 2018.
– Der er rift om både kæphestene og tilbehøret til dem, og det er meget vigtigt for børnene, at de får den helt rigtige variant og det rigtige udstyr. For langt de fleste er en kæphest meget mere end blot legetøj, siger Heidi Ritter, der er medejer af Børnenes Kartel.
Kæphesteridning taler ind i tidsånden
Kæphesteridning dyrkes primært af børn i alderen 4 til 16 år, og blandt andet Macha Vangs 9-årige datter stiger jævnligt på legetøjsdyret. Ifølge trendforsker Mads Arlien-Søborg har særligt tre aspekter af kæphesteridning givet trenden medvind: håndarbejdet, naturopholdet og det sociale fællesskab.
– Kreative gør det selv-projekter er blevet kæmpestort hos børn som en modtendens til digitaliseringen, og en stor del af kæphestetrenden går ud på selv at pynte og videreudvikle sin kæphest. Samtidig er aktiviteter i naturen oppe i tiden, og kæphesten gør det nemt at bringe sin hobby udenfor, siger Mads Arlien-Søborg og tilføjer:
– Ikke mindst betyder det at høre til i et socialt netværk enormt meget for børn, både i virkeligheden og i nichegrupper på de sociale medier.
Pippi Langstrømpe-kæphesten hitter
Hos Børnenes Kartel har den hvide kæphest med sorte prikker vundet særligt mange børnehjerter.
– Børnene associerer kæphesten med Pippi Langstrømpes hest Lilla Gubben eller ”hesten”. Den er kendt for at hjælpe Pippi, når hun drager ud i verden, og bringe tryghed med sit godmodige og rolige sind, siger Heidi Ritter.
Ifølge Mads Arlien-Søborg kan kæphestetrenden være med til at forlænge barndommen for de større børn:
– Behovet for at personificere ting starter i småbørnsalderen under leg med bamser og dukker. Kæphestetrenden giver større børn mulighed for at fortsætte med den type leg og fantasiudfoldelse, så de kan være børn lidt endnu.
Kilde: Epicent Public Relations