Danske forbrugere lægger i stigende grad vægt på naturlighed og kvalitet. Det forklarer ifølge trend- og fremtidsforsker en væsentlig stigning i salget hos blomsterhandlere landet over.
Friske blomster spreder glæde, og danskerne køber flere af dem hos blomsterhandleren. I en ny rundspørge fra Bloomit, et landsdækkende netværk af næsten 80 blomsterhandlere, svarede tre ud af fire af de danske blomsterhandlere, at de har oplevet en stigning i antallet af ekspeditioner på kasseapparatet de seneste fem år. For over 80 procent er stigningen på 20 procent eller derover.
Blomsterhandlernes stigende omsætning kan ifølge trend- og fremtidsforsker Kirsten Østergaard Poulsen forklares med et øget fokus på naturlighed hos kunderne.
– I en verden, som flyder over med plastik og miljøbelastende overforbrug, føler danskerne i stigende grad behov for at finde tilbage til naturens essens. Blomsterbuketter kan være med til at give en følelse af grounding, og mange foretrækker at købe asymmetriske buketter i forskellige højder med blomstersorter, som ser naturligt vilde ud, siger Kirsten Østergaard Poulsen.
Forbrugerne betaler mere for kvalitet
En dansk blomsterbutik i vækst er Fruhave i Stenløse. Ifølge butikkens indehaver Heidi Timmann vil kunderne ud over en større efterspørgsel på naturlige buketter gerne betale mere for kvalitet.
– Mange går efter buketter med store blomsterhoveder, kraftige stilke og stærke farver. For eksempel sælger vi masser af høje, kraftige hortensiastilke til 75 kroner, som førhen knap kunne sælges til den halve pris. Forbrugerne i dag vil hellere betale mere for en mindre bestilling end at gå på kompromis med kvaliteten.
Spørger man Kirsten Østergaard Poulsen, er det i tråd med tiden, at kvalitet spiller en vigtigere rolle hos kunderne.
– I dag betaler vi gerne mere for et mindre, men bedre produkt. Vi går i stigende grad efter at få den bedste råvare og kvalitet, fordi det forlænger holdbarheden og er mere bæredygtigt, siger Kirsten Østergaard Poulsen.
Håndværket vægtes højt
Hos blomsterbutikken Fruhave lægger kunderne vægt på, at blomsterne bliver håndteret og bundet af en erfaren blomsterhandler, der har forstand på teknik, form og farver.
– Blomsterbinding er et håndværk, og det gode håndværk er afgørende for blomsternes kvalitet og holdbarhed. For eksempel skal vandets mængde og temperatur være korrekt, og blomsterne skal sættes sammen med sorter, de kan tåle, siger Heidi Timmann og tilføjer:
– Vi oplever, at kunderne gerne vil støtte op om de danske gartnere og blomsterhandlere. De betaler gerne for at få et friskt produkt, der er håndteret professionelt med nærvær, frem for at købe en billig, masseproduceret buket fra tankstationen eller supermarkedet.
Kilde: Epicent Public Relations