Danskerne er klar til sol, strand, sand og vand i sommerferien, men utrygheden lurer i baghovedet. Mere end hver fjerde dansker føler sig mere utryg ved at skulle rejse til udlandet i år, end de gjorde før corona og urolighederne i Europa. Skal du ud at rejse, eller overvejer du det, så kommer her en række gode råd til, hvordan du kan nyde din ferie med mest mulig ro i maven.
Marts og april omfavnede os med rekordmange solskinstimer, men den ægte sommervarme mangler vi stadig at føle på vores krop. Næsten halvdelen af danskerne er da også klar til at skifte de halvkølige, grå dage ud med afslappende dage på stranden under sydens sol.
I en helt ny landsdækkende undersøgelse, som AB-Analyse har foretaget for Gartnernes Forsikring, svarer 45,1 procent af danskerne, at de har planer om at tage på sommerferie i udlandet, mens 10,3 procent ikke har besluttet sig endnu.
Utrygge, men ferieklare danskere
Selvom garantien for sol, varme og skønne sommernætter lokker danskerne, er det ikke uden en vis portion bekymring, at danskerne tager afsted.
Undersøgelsen fra Gartnernes Forsikring viser, at 26 procent af danskerne føler sig mindre trygge ved at rejse på ferie i år end før Corona og urolighederne i Europa. Samtidig viser undersøgelsen, at 44,5 procent af danskerne er usikre på, hvordan deres rejseforsikring dækker dem og deres familie.
Utrygheden og usikkerheden blandt danskerne oplever man blandt andet hos Gartnernes Forsikring, hvor antallet af henvendelser er steget i år.
”Vi oplever, at vores kunder har fået et langt større fokus på rejseforsikring end tidligere – og særligt på, hvordan forsikringen dækker. Hvor fokus op mod sommerferien sidste år i høj grad var på afbestillingsdækning, oplever vi nu et stigende antal henvendelser om, hvordan man er dækket på selve rejsen. Der er et langt større behov end tidligere for at blive bekræftet i, at man er i trygge hænder, når man rejser med familien i udlandet,” udtaler Gitte Skipper Jensen, kundeservicechef i Gartnernes Forsikring, der i øvrigt opfordrer alle danskere til at tjekke deres rejseforsikring, før de tager afsted.
”Det er altid en god idé at undersøge, hvordan din rejseforsikring dækker. Så ved du, hvornår og hvordan, du har mulighed for at få hjælp, hvis uheldet er ude – og om forsikringen dækker det, du tror og forventer. Du kan også nemt finde ud af, om du overforsikrer dig med ekstra forsikringer, du får tilbudt af f.eks. rejsebureau og udlejningsfirmaer. Det kan spare dig for en del penge.”
Tjek dit rejsemåls aktuelle indrejse- og sikkerhedssituation
Vil man ud at rejse i år, råder Gartneres Forsikring danskerne til at følge Udenrigsministeriets rejsevejledninger, som giver en beskrivelse af sikkerhedssituationen i det land, man ønsker at rejse til.
”I længere tid har vi udelukkende kigget på rejsevejledningerne for at tjekke corona-situationen, men i dag er de normaliseret. Det er dog stadig vores anbefaling, at man kigger i rejsevejledningerne for at tjekke sikkerhedsfaktorer som terror, krig, uro m.v. i det land, man ønsker at rejse til. Vi må jo
indse, at vi befinder os i en tid, hvor mange ting kan ændre sig meget hurtigt – både i forhold til corona og i forhold til urolighederne i Europa. Er du i tvivl om dækningen af din rejseforsikring, så kontakt dit forsikringsselskab,” udtaler Gitte Skipper Jensen fra Gartnernes Forsikring.
5 gode råd til rejseklare danskere: Kom godt afsted på sommerferie
Vi befinder os i en ekstraordinær tid, hvor mange ting pludselig kan ændre sig. Forsikringsselskabet Gartnernes Forsikring har udarbejdet følgende 5 råd til alle danskerne, der har planer om at tage på sommerferie til udlandet i år.
1. Vær bevidst om, at der altid kan være risici ved at rejse
Selvom rejsevejledningerne ikke længere tager højde for corona, skal man være opmærksom på, at flere lande/områder stadig kan være ramt af COVID-19 og have lokale restriktioner. Der kan være forhold, som gør, at du ikke kan få lov at rejse ind i landet eller foretage dig de ting, du havde planer om på din ferie. Det er også vigtigt, at du tager højde for urolighederne i Europa. Overvej dette, før du bestiller din rejse, og vurder, hvor stor en risiko, du er villig til at tage, når du fastlægger rejsemål og -budget.
2. Vælg en rejse med fri afbestilling
Situationen i Europa kan hurtigt ændre sig, så vælg transport og ophold med mulighed for aflysning eller ombooking. Vær opmærksom på, at ”gratis afbestilling” og ”afbestillingsforsikring” er to forskellige ting. Gratis afbestilling betyder oftest, at du kan afbestille eller ombooke uden en særlig grund. Afbestillingsforsikring er ikke en ”gratis afbestillingsdækning”, men en forsikring, der dækker dine omkostninger, hvis du bliver forhindret i at rejse pga. alvorlig sygdom eller tilskadekomst. Læs altid vilkårene, før du bestiller, og tag stilling til, om du evt. allerede har en rejseforsikring, der dækker.
3. Sæt dig ind i dit rejsemåls situation
Sæt dig grundigt ind i dit rejsemåls aktuelle situation. Tjek indrejsekrav, -regler og -restriktioner samt sikkerhedssituation, som hurtigt kan ændre sig. Overvej, om der kan opstå situationer, hvor rejsemålet ikke længere føles trygt at være i. Vurder, om det er en risiko, du ønsker at tage.
4. Husk rejseforsikring
Vi befinder os i en situation, hvor indrejseregler og sikkerhedssituationer kan ændre sig – eller du kan komme til skade på rejsen. Sørg altid for at have en rejseforsikring, der som hovedregel dækker, hvis du bliver syg eller kommer til skade. Mange forsikringsselskaber tilbyder også at udvide rejseforsikringen med en afbestillingsforsikring, som dækker, hvis du eller din rejseledsager bliver forhindret i at tage af sted, f.eks. pga. alvorlig sygdom samt en række andre situationer. Kontakt dit forsikringsselskab, så du får en forsikring, der passer til dig og din familie.
5. Hvis uheldet er ude
Det er en god ide at have vigtige dokumenter og nødnumre ved hånden. Medbring policenr. og tlf.nr. til den internationale alarmcentral, som dit forsikringsselskab samarbejder med. Har du mistet det, så kontakt dit forsikringsselskab. Skal du køre i udlandet, så hav altid rødt kort app’en eller SOS Internationals tlf. nr. på dig. Læs mere om rødt-kort ordningen her:
https://www.garfors.dk/nyhed/roedt-kort-din-ret-til-gratis-vejhjaelp-i-udlandet
Læs mere om, hvorfor du skal have en rejseforsikring og hvad den dækker her:
https://www.garfors.dk/nyhed/derfor-skal-du-have-en-rejseforsikring
Få gode råd til kør-selv-sommerferien her:
https://www.garfors.dk/nyhed/bliv-klar-til-koer-selv-ferien
Kilde: Gartnernes Forsikring