Efterspørgslen på hænder inden for servicefagene er historisk høj, og det kan blandt andet mærkes i feriehusbranchen, hvor manglen på arbejdskraft kan ende med at få konsekvenser for Danmarks styrkeposition som ferieland. Hos Feriepartner i Nordjylland har man de seneste år arbejdet målrettet med fastholdelse og tiltrækning af kvalificeret arbejdskraft, og seneste skud på stammen er en ny mentoruddannelse i samarbejde med Aalborg Handelsskole.
De seneste år har feriehusbranchen oplevet stor medvind, og prognoserne for 2022 melder om fortsat høj aktivitet i det danske sommerland. Den øgede travlhed skaber et akut behov for flere hænder, hvilket understreges af nye tal fra Danmarks Statistik, som viser, at manglen på arbejdskraft inden for servicefaget rundede hele 71 procent i marts 2022.
Det er blandt andet serviceerhverv inden for klargøring og rengøring, som oplever produktionsbegrænsninger, og det kan mærkes hos en af Danmarks førende feriehusudlejere, Feriepartner i Nordjylland, som er afhængig af servicemedarbejdere på både fast- og sæsonbasis. Jan Brusgaard, som er
direktør for i alt otte Feriepartner-bureauer i Nordjylland, understreger, at den massive mangel på arbejdskraft er en af turismebranchens største vækstbarrierer:
Feriepartner har som alle andre i branchen et årligt behov for at rekruttere dygtige sæsonmedarbejdere, som kan sikre et højt service- og kvalitetsniveau. Vi har en høj andel af medarbejdere, som fortsætter hos os år efter år, men et løbende fokus på tiltrækning og fastholdelse er fortsat afgørende for at kunne imødekomme den stigende efterspørgsel på sommerhusferie og bevare Danmarks styrkeposition som attraktiv feriedestination, siger Jan Brusgaard og tilføjer, at virksomheden alene i Nordjylland har et rekrutteringsbehov på 200 medarbejdere, hvilket svarer til knap en tredjedel af den kapacitet, Feriepartner har behov for i løbet af en normal sæson.
Feriepartner i Nordjylland beskæftiger i alt op mod 600 medarbejdere, herunder ca. 500 rengøringsmedarbejdere.
Mentoruddannelse skal tiltrække og fastholde medarbejdere
Hos Feriepartner i Nordjylland har man de seneste år arbejdet målrettet med at fastholde og tiltrække medarbejdere samt motivere flere sæsonmedarbejdere til at komme igen år efter år. Det er blandt andet foregået gennem samarbejder med nordjyske kommuner omkring opkvalificering af borgere på kanten af arbejdsmarkedet samt seniorer, der gerne vil bidrage til lokalsamfundet.
Det seneste tiltag i rækken er en ny mentoruddannelse, som er udarbejdet i samarbejde med Aalborg Handelsskole, der har til hensigt at fastholde og tiltrække kvalificeret arbejdskraft gennem opkvalificering af bureauets nuværende ansatte.
Hos Feriepartner har vi gennem en årrække arbejdet målrettet med at tilbyde de mest optimale arbejdsvilkår og gøre os attraktive på andre måder, der rækker ud over lønnen, og vi kan se, at det virker. Andelen af medarbejdere der kommer igen år efter år er i vækst, og vores medarbejdertilfredshed ligeledes stigende, hvilket vi er meget stolte af, fortæller Karin Thomsen, som er HR manager ved Feriepartner i Nordjylland og fortsætter:
Vi ser således etableringen af mentoruddannelsen som et naturligt næste skridt på denne rejse, og vi håber, at vores tilgang kan tjene til inspiration for andre, der står med lignende udfordringer.
Uddannelsen består af en række kursusdage, hvor Feriepartners ferierådgivere arbejder med relevante cases, som klæder dem på til at håndtere konflikter og skabe arbejdsglæde blandt de mange medarbejdere, de dagligt er i kontakt med.
Vi glæder os over, at vi gennem en målrettet mentoruddannelse kan bidrage til et kompetenceløft i en branche, som har hårdt brug for at få tilført ekstra ressourcer. Vi tror på, at opkvalificering af medarbejdere inden for blandt andet motivation, kommunikation og konflikthåndtering kan bidrage til at løfte
overliggeren på de nordjyske arbejdspladser og fastholde værdifulde medarbejdere, forklarer Hanne Christensen, som er chefkonsulent hos Aalborg Handelsskole, der afholder mentorkurset.
Medarbejderne går fra uddannelsen med rygsækken fyldt med redskaber til oplæring af nye medarbejdere, kommunikation, sociale kompetencer og motivation af sæsonmedarbejderne, som primært beskæftiger sig med rengøring og service.
Kilde: Feriepartner Nordjylland