40 procent af danskerne yder en større indsats for at mindske madspild i hverdagen, viser en ny Gallup-måling foretaget af Kantar Public for Landbrug & Fødevarer og Stop Spild Af Mad. Stigende fødevarepriser og mere fokus på bæredygtighed får madspild op på danskernes dagsorden, lyder forklaringen.
Madspild fylder mere i danskernes bevidsthed, og mange er interesseret i at nedbringe mængden af mad, der smides ud. Det viser en helt ny Gallup-måling, der er foretaget af Kantar Public for Landbrug & Fødevarer og Stop Spild Af Mad.
I den nye spørgeskemaundersøgelse svarer 39 procent af danskerne, at de har fået et større fokus på madspild i husstanden siden sidste år. 68 procent tilkendegiver, at de selv gerne vil undgå mere madspild i fremtiden.
Når man kigger på de dagsordner, der fylder, giver tallene god mening, mener Per Vesterbæk, områdedirektør for Analyse & Statistik i Landbrug & Fødevarer.
– De stigende priser på både energi og fødevarer bekymrer naturlig nok forbrugerne. Mange tænker på, hvordan man kan spare og optimere sit forbrug, så det både giver mening for pengepung og for klimaet. På grund af krigen i Ukraine forventer vi yderligere prisstigninger på fødevarer, så incitamentet til at spare og nedbringe madspildet bliver kun større i den kommende tid, siger Per Vesterbæk.
Den nye undersøgelse er en del af et helt nyt initiativ, som skal give forbrugere og virksomheder mere brugbare data om madspild. Kantar Public, Landbrug & Fødevarer og Stop Spild Af Mad er gået sammen om at lancere en helt ny database på Madspildsindeks.dk, som består af en dybdegående, repræsentativ og kvalificeret årlig Gallupundersøgelse, der tager pulsen på danskernes holdning til madspild.
– Mad skal spises og ikke spildes. At have fokus på ikke at smide mad ud, er et meget konkret og overskueligt projekt for den travle forbruger. Og den gode nyhed er, at man rent faktisk kan gøre en forskel, siger Klaus Jørgensen, områdechef i Landbrug & Fødevarer.
Hvis danskerne rent faktisk gør alvor af ambitionen om at nedbringe mængden af mad der smides ud, vil det blive omsat til en direkte gevinst for både klimaet og privatøkonomien, siger Selina Juul, stifter af og bestyrelsesformand i Stop Spild Af Mad og initiativtager til Madspildsindeks.dk.
– Mindre madspild betyder flere penge og mere luft i husholdningsbudgettet – og i disse tider med store prisstigninger på bl.a. fødevarer, benzin, gas og el, er det vigtigt at undgå madspild. Mindre madspild er faktisk også det nemmeste personlige bidrag i klimakampen, siger hun.
Tal fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri viser, at 814.000 tons fødevarer hvert år spildes i Danmark. Det svarer til 3,8 pct. af den samlede CO2-udledning, der hvert år udledes fra Danmark. Du kan finde mange flere tal og statistikker om madspild i Danmark, når Madspildsindeks.dk snart går officielt i luften.
Kilde: Stop Spild af Mad